Bornholmske virksomheder skal tage kørekort til fremtiden

Af Louise Skøtt Gadeberg // Passion Kommunikation

Selvom din virksomhed går godt og du har masser at se til i dag, så betyder det ikke, at du kan lade være med at forholde dig til fremtiden. Den kommer lige om lidt – og derfor er du som bornholmsk virksomhedsleder nødt til at være helt skarp på, hvordan dit marked ser ud til den tid – og om der overhovedet er brug for det, din virksomhed producerer, lyder det fra fremtidsforskeren.

“Fremtiden er en fest, du ikke må gå glip af. Åbenhed, nysgerrighed og skaberkraft er den billet, bornholmske virksomhedsledere gør sig selv en tjeneste ved allerede i dag at forholde sig til.”
Så kontant er udmeldingen fra fremtidsforsker hos Navigator, Anne Skare Nielsen, der besøger Business Center Bornholms Kapitaldag den 8. februar på Green solution House.

Ifølge fremtidsforskeren går udviklingen så stærkt, at ingen har råd til at hvile roligt oven på en fyldt ordrebog eller opadgående salg.
”Fremtiden er lige om lidt, og om under fem år har vi førerløse biler i Danmark, formentlig også på Bornholm. Har en mekaniker, taxachauffør eller bilsælger så råd til at stole trygt på, at der også er et marked for ham om fem år? Ja, måske,” lyder det fra Anne Skare Nielsen, der smilende rynker brynene.

“Ja, jeg ville da hellere komme fremtiden i møde ved at tænke min virksomhed, mine medarbejdere og vores kompetencer og produktioner ind i en fremtidig kontekst, så jeg allerede nu kan tage udviklende initiativer til at gøre mig gældende i den retning, markedet og samfundet udvikler sig i.”

Hold ikke parkeret i nutiden – kør afsted mod fremtiden
Anne Skare Nielsen besøger Green Solution House i anledning af Kapitaldagen den 8. februar, og der skal hun netop tale om den fremtid, der uafværgeligt vil komme – og som også vil have stor betydning for bornholmske erhvervsdrivende og iværksættere, uanset branche eller produkt.

”Forestil dig, at din virksomhed er en bil, der holder sikkert parkeret på en parkeringsplads. Alt fungerer godt, og bilen holder sikkert parkeret med dig som leder bag rattet. Men ved du, hvordan du kører bilen og hvorhen, hvis du aldrig har været ude og se dig omkring uden for parkeringspladsen? For at kunne navigere din virksomhed godt ind i fremtiden er du derfor nødt til at prøve at køre ud – og hen ad vejen finde ud af, hvor din vej går hen,” forklarer hun.

I fremtidsforskerens optik handler det om at være bevidst om bløde og hårde trends, som hun vil forklare om og give lokale eksempler på til Kapitaldagen den 8. februar.

”Dertil kommer de massive game changers. For hvad sker der med alle virksomheder, der er relateret til transport, når biler og lastbiler bliver noget, vi 3D-printer, når vi skal bruge dem?,” spørger Anne Skare Nielsen udfordrende.

”Det er det samme med håndværksbrancher, fødevareproducenter, servicefag og alle andre. Det er ikke svært selv at lære at se ind i fremtiden, for du er ekspert på dit fag, din virksomhed og dit marked – så du er den bedste til at tænke ud af boksen, hvad der udviklingsmæssigt vil ske for dit marked. Og det lover jeg at give nogle gode bud på, hvordan du gør, på Kapitaldagen,” slutter hun.

Læs mere om Kapitaldagen d. 8. feb. 2018, hvor alle er velkomne på Green Solution House her: https://businesscenterbornholm.dk/arrangementer/

Dem kan du møde på Kapitaldagen:

  • Gorm Wisweh, kok og medejer af Gorm’s Pizza
  • Anne Skare Nielsen, fremtidsforsker i Future Navigator
  • Kenneth Larsen, partner og CEO i Keystones
  • Klaus Bo Rasmussen, vækstkonsulent i Væksthus Hovedstadsregionen
  • Mød, spørg og spar med Vækstfonden, Innovationsfonden, LAG-Bornholm, Bornholms Erhvervsfond, Flex Funding, Sydbank, Nordea, Danske Bank, Keystones, Bornholms Landbrug, Væksthus Hovedstadsregionen, Bornholms Vækstforum og mange flere.
  • Mød, spørg og spar med en af Business Center Bornholms konsulenter

For yderligere spørgsmål kontakt venligst:

  • Jørn Pedersen: jp@bornholmbiz.dk / 30 32 29 46
  • Anne Skare Nielsen: anne@futurenavigator.dk / 61 79 90 02