Vinder af Årets Virksomhed 2022

Bornholms Erhvervsservice kårer hvert år Årets Virksomhed. I år skal vinderen findes blandt de af øens virksomheder, der har gjort noget særligt og en ekstra indsats, som gavner udviklingen for andre og for det bornholmske samfund. Alle kan indstille private virksomheder til prisen, både privatpersoner, virksomhedsejer, brancheforeninger osv. I år er 20 virksomheder blevet indstillet og ud af disse er 3 virksomheder finalister til prisen.

Vinderen af Årets virksomhed 2022 er Ocean Prawns.

Årets tre finalister

De tre virksomheder der er videre til finalen er

Bornholms Mosteri har social ansvarlighed i deres DNA. De er gode til at balancere produktion og medarbejderhensyn, og formår at skabe en god og meningsfuld hverdag for deres ansatte.
Mosteriet er meget hjælpsomme overfor andre virksomheder og låner gerne lagerplads og knowhow ud.
Derudover er de bæredygtige ud over det sædvanlige. I samarbejde med andre fødevarevirksomheder udvikler de nye produkter af deres restprodukter, for dermed at reducere spild og affald.

Bornholms Mosteri ved Nicklas Selmer Rathje, direktør:

– ”Nej, hvor dejligt. Det er skønt, når det man gør bliver bemærket. Det er meget motiverende og giver os blod på tanden for at gøre endnu mere.”

Pernille Bülow har med sit initiativ og investering i et Julemarked på havnen i Nexø skabt stor fokus på at tiltrække turister til øen til stor glæde for mange kunsthåndværkere, fødevareproducenter, og generelt de erhvervsdrivende i byen.
Med det seneste tiltag, hvor der også indføres sommermarked på havnen øges bæredygtigheden, ved bl.a. at bruge de hytter der allerede er investeret i. Det giver samtidig en række små producenter mulighed for at udstille deres produkter overfor et købedygtigt publikum til en favorabel udgift.

Pernille Bülow A/S ved Pernille Bülow, direktør:

– ”Vi vil gerne være med til at udvikle Bornholm sammen med andre aktører og derfor er vi også rigtig glade for at vi er med i opløbet til denne pris.”

Ocen-Prawns-logo

Ocean Prawns har igennem dygtigt købmandskab og risikovillighed udviklet sig til et af Bornholms flagskibe! Under dygtig ledelse samt en dybtfølt kærlighed til Bornholm har virksomheden investeret i mange Bornholmske virksomheder og projekter – mange langt fra virksomhedens kerneområder. Dette i troen på at skabe en økonomisk diversitet på Bornholm til gavn for alle øens indbyggere!
Ocean Prawns har også været med til at sikre en lokal skole i Svaneke, støtter bornholmske sportstalenter, igangsætning af boligbyggeri og skaber miljø for iværksættere i form af konservesfabrikken.
Alt i alt bidrager Ocean Prawns i høj grad med at sikre at Bornholm også i fremtiden er et godt sted at bo og leve til stor gavn for det bornholmske samfund.

Ocean Prawns ved Daniel Barslund, direktør:

– ”Denne nominering fortæller os jo netop, at vores investeringer og engagement på Bornholm er værdsat, og derfor er vi naturligvis meget stolte over at være med i opløbet til kåringen som årets virksomhed.”


Hvem er Bornholms Erhvervsservice?

Bag prisen står Bornholms Erhvervsservice, der samler Regionskommunen og erhvervsfremme-organisationerne Business Center Bornholm og Erhvervshus Hovedstaden.

Tidligere vindere af Årets Virksomhed

2021
Svaneke Revision, “indsats indenfor digital omstilling

2020
Svaneke Bryghus, “grøn og bæredygtig omstilling

2019
Jensen Denmark A/S, “bedste arbejdsplads”

2018
KH Maskinværksted A/S, “fremstillingsindustrien”

2017
Ailefo, “årets nye virksomhed”

Logo footer