Bornholm Craft Weeks drejes i en bæredygtig retning

Maja Frendrup

Keramiker Maja Frendrup er en af øens mange kunsthåndværkere, der finder stor værdi i Craft Weeks. ”Jeg får flere besøg i mit værksted, ligesom jeg også oplever at have mere salg”, fortæller hun. Foto: Rasmus Kvist

Den årlige bornholmske kunsthåndværksfestival Craft Weeks er blevet en succes, der både tiltrækker flere gæster og sætter fokus på øens status som internationalt centrum for kunsthåndværk af høj kvalitet.

Bornholm Craft Weeks er udviklet under projektet Maker’s Island Bornholm som projektets signaturevent. Det er en festival, hvor bornholmere såvel som gæster udefra kan opleve det levende kunsthåndværkermiljø, der har udviklet sig hastigt, siden Bornholm fik titlen som World Craft Region i 2017.
Det fortæller Dorthea Funder Kaas, projektleder for Makers Island.

– Med Craft Weeks, der strækker sig over cirka 10 dage i september, viser øens mange kunsthåndværkere erhvervets store mangfoldighed frem. Materialerne spænder lige fra træ, metaller og beton til sten, glas og tekstil – og selvfølgelig keramik, siger hun og fortæller, at trods der er tale om traditioner med dybe rødder, skaber flere og flere unge kunsthåndværkere deres egne nye fortolkninger af de gamle håndværk.

I 2025 er Craft Weeks skabt i tæt samarbejde med EU projektet HEPHAESTUS, som kombinerer nye teknologier med traditionelle metoder på tværs af europæiske kunsthåndværksøkosystemer. Dette sker for at skabe nye løsninger i form af værktøjer, metoder og bæredygtige forretningsmodeller udover at udforme visioner for fremtidens kunsthåndværk i den cirkulære økonomi.

– Dette skal først og fremmest sikre de europæiske traditionelle kunsthåndværk, men også bidrage til en både social, kulturel, miljømæssig og økonomisk bæredygtig fremtid. Derfor har årets Craft Weeks en bæredygtighedstoning, helt i tråd med, hvordan vi ellers tænker Bornholms udvikling, forklarer hun og fortæller, at bæredygtighedsdimensionen vil være tydelig i flere af de events, der kommer i programmet – herunder Hephaestus’ egne events, som bliver en del af programmet.

Kunsthåndværk i vækst

Eventens bæredygtige og innovative aspekt giver kunsthåndværkerne en unik mulighed for at udforske og udfordre deres stærke materialekendskab, mener Morten Riis, der er forperson for styregruppen omkring Craft Weeks.

– Det er klart, at det ikke er øens kunsthåndværkere, der har det altafgørende CO2-aftryk, men tanken er, at de som nogle professionelle innovatører kan spille en rolle i forhold til at udtænke nye måder at producere på. Og nye måder at have forbrug på. Så når vi sætter fokus og spot på et bornholmsk erhverv,
som faktisk præsterer ret vildt i de her år, tror jeg, at det er med til at hjælpe dem yderligere på vej, siger han og fortæller, at tallene taler sit tydelige sprog.

– Det arbejde, vi har lavet i Makers Island, har haft direkte indflydelse på beskæftigelse og omsætning indenfor kunsthåndværk. Beskæftigelsen for øens kunsthåndværkere er øget med 31 procent fra 2019 til 2022, mens deres indkomst er steget med 26 procent i samme periode, hvor de seneste tal er fra, siger han og tilføjer, at kunsthåndværkerbranchen ligeledes styrker øens turisme:

– Selvom kunsthåndværk ikke udgør en stor del af det bornholmske BNP, betyder det rigtig meget i forhold til mange af de gæster, der kommer til øen, og det er samtidig i højere grad også inden for destinationsverdenen blevet det, man kalder ’reason to go’ for mange af de gæster, der kommer til Bornholm.

Festival tiltrækker flere

Hos den bornholmske keramiker Maja Frendrup mærkes det også, hvordan Craft Weeks Bornholm er et trækplaster for turister.

– Jeg kan godt mærke, at Craft Weeks er begyndt at være en periode, hvor der kommer flere ud. Jeg får flere besøg i mit værksted, ligesom jeg også oplever at have mere salg, fordi der er kunder, som måske ellers ikke ville være kommet forbi min butik.

Craft Weeks Bornholm har også tilskyndet hende til at udvide sin egen forretning med nye aktiviteter i keramikværkstedet.

– Jeg har mit eget værksted, hvor jeg har holdt events og workshop. På den måde har eventen også gjort, at jeg gør noget andet, end jeg ellers ville have gjort, siger keramikeren, der oplever en stor interesse for sine tiltag.

– Der bliver altid fyldt op på mine workshops, og det er en anden måde at møde folk og dem, som kommer til øen med deres børn for at prøve kræfter med keramik. Som kunsthåndværker er hun heller ikke i tvivl om betydningen af en event som Craft Weeks.

– Eventen er virkelig noget, som styrker brandingen af Bornholm som kunsthåndværker-ø. Det er specielt på Bornholm, at vi kunsthåndværkere betragter hinanden meget som kolleger og arbejder sammen om at fortælle historien om Bornholms kunsthåndværk. Og der er Craft Weeks en stor del af den fortælling. Det er noget, vi alle sammen bruger tid på at lave sammen, for at fortælle noget om kunsthåndværket og give folk en mulighed for at komme og opleve det, siger Maja Frendrup.

Som tidligere formand for ACAB (Arts & Crafts Association Bornholm) har hun været med fra begyndelsen, da Craft Weeks som event blev født i 2021 i forlængelse af, at Bornholm af Craft Counsil blev udpeget som World Craft Region. Den titel glæder også Morten Riis:

– Det vil sige, at Bornholm som World Craft Region er kendetegnet ved at have kunsthåndværk af en særlig høj kvalitet og standard. Og med den titel i hånden gik regionskommunen, godt hjulpet på vej af kunsthåndværkerne, i gang med at igangsætte Makers Island, som er et samarbejde mellem aktører indenfor kunsthåndværk, der har kørt siden 2019. Og det har man forlænget nogle kommunale midler til af to omgange, men med udgangen af 2025 løber den finansiering tør, fortæller Morten Riis.

– Derfor er der et arbejde i gang i forhold til at forsøge at finde flere kommunale midler. Men hvis ikke det kan lade sig gøre, er man ved at forberede sig på, hvordan aktørerne selv i højere grad kan løfte en afgørende rolle for initiativet Makers Island og Bornholm Craft Weeks. For det er det, som har været så væsentligt for det her løft af kunsthåndværk.

– AF JOAN ØHRSTRØM

Fakta om Makers Island

Maker’s Island Bornholm er et samarbejde mellem aktørerne inden for kunsthåndværket på Bornholm. Samarbejdet skal udmønte Bornholms titel som World Craft Region i konkrete aktiviteter, der formidler, fastholder og udvikler det bornholmske kunsthåndværk. Bag Maker’s Island Bornholm står Arts & Crafts Association Bornholm, Bornholms Kunstmuseum, Bornholms Center for Kunsthåndværk Grønbechs Gård, Hjorths Fabrik, Det Kongelige Akademi i Nexø, Destination Bornholm, Business Center Bornholm samt Bornholms Regionskommune.