Energiø Bornholm går ind i ny fase:
Lokale virksomheder skal være klar

Food Bornholm

Energiø Bornholm bevæger sig nu fra vision til virkelighed. Søren Møller Christensen, Baltic Energy Island, og Christa Lodahl, Business Center Bornholm, fortæller om projektets status, fremtidsperspektiver og lokale muligheder.

Hvad er status på Energiø-projektet lige nu?

I september 2025 tog projektet et stort skridt fremad. Danmark og Tyskland underskrev en fælles aftale med EU om støtte på 645 millioner euro gennem den såkaldte Connecting Europe Facility, der støtter projekter, som er vigtige for udbygningen af et fælles europæisk energisystem.

Samtidig indgik Energinet og den tyske partner 50Hertz kontrakter med Siemens Energy og NKT. Siemens Energy skal levere det elektriske udstyr til de tre landanlæg i Tyskland, på Sjælland og – ikke mindst – på Bornholm, mens NKT skal producere og nedlægge de kabler, der skal forbinde Bornholm med Sjælland.

Derudover er det såkaldte civil works-udbud, som omfatter byggeriet af de haller, hvor Siemens Energys konvertere skal installeres, nu sendt i udbud med forventet tildeling af kontrakter i sommeren 2026.

– Vi begynder at kende navnene på de store aktører, der frem mod midten af 2030’erne skal opføre energiøen, siger Søren Møller Christensen.

Den sidste brik mangler dog endnu. Det forventes, at der i løbet af efteråret 2025 vil blive indgået en opdateret aftale mellem Danmark og Tyskland om fordeling af udgifter. Den eksisterende aftale dækker udgifterne til infrastrukturen, mens den nye aftale også skal omfatte fordelingen af de økonomiske risici ved havvinddelen.

– En ny aftale mellem Danmark og Tyskland om fordeling af udgifter forventes i efteråret – og alt tyder på, at den snart falder på plads, fortæller Søren.

Vi er nu trådt ind i en ny fase, hvor planerne bliver til konkret handling. Med de netop indgåede aftaler med Siemens Energy og NKT, og med EU-støtte i ryggen, er projektet på vej ud i virkeligheden.

Søren Møller Christensen

CEO, Baltic Energy Island

Hvad er en energiø og hvad består den af?

 Energiøen er et flagskibsprojekt for den europæiske grønne omstilling. Bornholm kommer til at vise vejen for lignende projekter i Østersøen og Nordsøen. Det vil være første gang ét projekt både forbinder to lande med en handelsforbindelse, og samtidig via en fælles hub opsamler store mængder grøn energi fra havvind, fortæller Søren.

Anlægsmæssigt består energiøen af tre centrale dele: havvindmøllerne, landanlægget og kabelforbindelserne. Havvindmøllerne placeres på Rønne Banke syd for Bornholm i en afstand af minimum 15 kilometer fra kysten og med en samlet kapacitet på mindst tre gigawatt. Strømmen sendes via søkabler til Bornholm, hvor den føres ind til landanlægget. Her omdannes strømmen fra vekselstrøm til jævnstrøm, hvilket muliggør, at den kan transporteres videre over store afstande – til Sjælland og til Tyskland.

Fra Bornholm føres strømmen videre gennem to jævnstrøms-højspændingskabler: ét til Sjælland med en kapacitet på 1,2 gigawatt og ét til Tyskland med en kapacitet på 2 gigawatt.

 Bornholm har mulighed for at blive et elektrisk knudepunkt i Østersøen og et afgørende element i EU’s planer om at etablere nye elektriske ”highways”, fortæller Søren.

Hvad er tidsplanen?

De arkæologiske udgravninger er allerede i gang, og i 2026 forventer vi underskrifter med de entreprenører, som skal etablere bygningerne, med byggestart sommeren 2027. I 2029 påbegynder Siemens Energy opbygningen af konverterne, og i 2032 starter testfasen, siger Søren.

Sideløbende udbydes havvinden. Tidsplanen for denne del kendes ikke lige så præcist på nuværende tidspunkt, men den første del forventes at blive tilkoblet omkring 2032, hvorefter cirka 1 GW kan tilkobles årligt frem mod fuld drift omkring midten af 2030’erne.

Projektet vil derfor præge Bornholm gennem de næste ti år, og med et samlet budget på mere end 100 milliarder kroner rummer det store muligheder for det bornholmske erhvervsliv og samfund – både gennem anlægsaktiviteter, investeringer og nye samarbejder mellem lokale og internationale aktører.

Hvilke potentialer rummer projektet i forhold til at skabe lokal vækst?

Energiø Bornholm har potentiale til at give Bornholm et markant økonomisk løft og styrke øens erhvervsliv på flere niveauer. De lokale effekter kan beskrives i tre spor: midlertidige arbejdspladser, varig erhvervsudvikling og vidensopbygning.

 I anlægsfasen forventer vi der skabes tusindvis af midlertidige arbejdspladser. Der bliver brug for mange faggrupper – entreprenører, elektrikere, montører, transport, logistik og serviceerhverv. Men også hotel og restauration og detailt forventes at få glæde af den øgede aktivitet, siger Christa Lodahl.

 Projektet er så stort, at hovedentrepriserne primært vil blive varetaget af større virksomheder og konsortier, men vores forventning er, at der vil være stor efterspørgsel efter underleverandører, tilføjer hun.

 Når energiøen står færdig, skabes varige job inden for drift og vedligeholdelse, og en energi-erhvervspark kan tiltrække ny grøn produktion, siger Søren. Ambitionen er, at Bornholms erhvervsliv kan suppleres med en ny, stabil branche inden for grøn energi – side om side med turisme, landbrug og den eksisterende industri på øen.

Den tredje effekt som projektet vil give afkast på handler om uddannelse og innovation. Gennem Residential College på Rønne Gl. Elværk er det ambitionen at styrke både de erhvervsfaglige uddannelser og skabe et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø med fokus på energisystemer og energiø-teknologier.

 Bornholm kan fungere som et levende laboratorium, hvor studerende, forskere og virksomheder udvikler nye løsninger, fortæller Christa. Det giver ikke blot faglige gevinster, men også en langsigtet tiltrækning af kompetencer og investeringer til øen – som også de eksisterende bornholmske virksomheder kan få glæde af gennem samarbejde med studerende og forskere.

AF LINA HILDING

Hvordan kan du som lokal virksomhed gribe mulighederne omkring Energiø Bornholm?

Energiø-projektet åbner for store investeringer, nye samarbejder og et markant løft i efterspørgslen på lokale kompetencer.

Gennem projektet Baltic Energy Island – Styrkede SMV’er, som er finansieret af Den Europæiske Union og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, kan vi hjælpe dig med at blive klar til at udnytte de muligheder, der vil opstå.

Du får adgang til:

  • Indsigt i kommende udbud og opgaver relateret til energiøen og andre anlægsopgaver – så du kan planlægge og positionere din virksomhed i tide.
  • Netværk og faggrupper, hvor virksomheder klædes på til nye behov, partnerskaber og markedsmuligheder.
  • Et målrettet virksomhedsforløb med erfarne rådgivere, der hjælper dig med at omstille, professionalisere og udvikle din forretning, så du kan udnytte energiøens potentialer.
  • Arrangementer og ekskursioner, hvor du får ny viden, inspiration til din strategi og mulighed for at udvide dit professionelle netværk.

Kontakt Business Center Bornholm for at høre mere: info@bornholm.biz.