Nyt unikt ESG-netværk skal styrke bæredygtighedsindsatsen på Bornholm

Susan Hansen - Rønne Havn

Susan Hansen, QHSE & Sustainability Manager ved Rønne Havn, er initiativtager bag et nyt ESG-netværk på Bornholm. Foto: Rønne Havn

Etableringen af et lokalt ESG-netværk er centrum for et samarbejde mellem Rønne Havn og Business Center Bornholm. Netværkets formål er at hjælpe lokale virksomheder med deres bæredygtighedsarbejde gennem videndeling og kompetenceudvikling.

Kravet til virksomheders afrapportering, når det kommer til bæredygtighed, er steget markant de seneste år. Derfor er begrebet ESG, som står for Environmental, Social and Governance, noget, som fylder mere og mere i erhvervslivet.

– Dybest set er det en samlet betegnelse for miljø, sociale forhold og virksomhedsadfærd, og ESG er voksende i takt med, at der også er kommet et EU-direktiv, som udstikker retningslinjer for, hvordan virksomheder skal afrapportere med hensyn til deres bæredygtighedsindsats, fortæller QHSE & Sustainability Manager Susan Hansen fra Rønne Havn, som er initiativtager bag et nyt ESG-netværk på øen.

– Problemstillingerne i forhold til ESG-indsatsen er nogle helt andre på den anden side af vandet end her på Bornholm. Vores intention har derfor været at undersøge muligheden for at udveksle viden og erfaringer med andre af øens virksomheder, som også arbejder med ESG.

Stor opbakning

For udfordringerne kan være nogle andre, når man ligger på Bornholm, ligesom det kan give begrænsninger. Og helt konkret giver det at have adresse på Bornholm nogle logistiske udfordringer, forklarer hun.

– Tanken var således at skabe en form for forum, hvor der er plads til at stille de spørgsmål, som rejser sig undervejs i en virksomheds individuelle ESG-praksis. For vi er på forskellige niveauer, og nogle er længere fremme end andre, og vi er også meget forskellige virksomhedstyper og konstruktioner, siger Susan Hansen, som derfor fandt det oplagt at række ud til Business Center Bornholm, hvor idéen om sådan et lokalt ESG-netværk også kun gav mere end god mening.

– Typisk er der kun én person i virksomheden, der arbejder med ESG. At være en del af en dedikeret gruppe og kunne sparre med andre kan derfor være afgørende for virksomheders systematiske arbejde med ESG, så de kan opfylde både regulatoriske krav og markedets forventninger.

Det fortæller seniorerhvervskonsulent Jørn Pedersen fra Business Center Bornholm.

– Sammen med Rønne Havn fandt vi derfor frem til, hvordan sådan et netværk kunne foregå, og derfra har vores rolle været at facilitere det og således række ud til flere af øens virksomheder for at fornemme, om interessen for idéen var til stede. Men tanken er, at det er deltagerne, der sætter dagsordenen for de specifikke samtaleemner, og så sætter vi det op, forklarer facilitatoren af netværket, som kan fortælle, at opbakningen allerede er stor.

Netværket tæller indtil videre 12 virksomheder. Foreløbig er der fra EU’s side også kun krav om, at det er de største virksomheder, som skal afrapportere i forhold til ESG. Alligevel giver det god mening for mindre virksomheder at tilegne sig viden på området.

– Som kunde eller leverandør kan du risikere at blive kontaktet af nogle af de større virksomheder, som for eksempel har behov for at vide, hvad CO2-udledningen er på en dims, som de har købt 10.000 af. Og er man en lille virksomhed, kan man måske stå i den situation, at man slet ikke ved, hvad de snakker om. Så i sådanne situationer er det godt at have nogle at tale
med, siger Susan Hansen, som bakkes op af Jørn Pedersen.

Gavner både små og større virksomheder

– Selvom de mindre virksomheder ikke selv er lovmæssigt forpligtede til at afrapportere, kan det godt være, at nogle af deres store samarbejdspartnere er det og sender folk videre ned gennem hierarkiet, som både har brug for information om klimaaftryk og arbejdsforhold, om der for eksempel bruges børnearbejde i deres produktion.

På den måde forventes det, at EU’s krav til de største virksomheder om ESG-rapporter kan forplante sig ned gennem virksomhedshierarkierne, så de også ender hos små bornholmske virksomheder, uddyber han.

– Vi har allerede en række virksomheder på Bornholm, som i hvert fald i de kommende år kommer til at skulle afrapportere, fordi de har store samarbejdspartnere, som kræver det, siger han og fortæller, at netværkets formål således er at skabe et forum, hvor små og mellemstore virksomheder kan styrke deres bæredygtighedsarbejde gennem samarbejde og erfaringsudveksling.

Hvad tilbyder netværket helt konkret?
– Det tilbyder videns- og erfaringsdeling, kompetencestyrkelse og kompetenceudvikling. Netværket er ganske enkelt til for, at vi kan ruste hinanden gensidigt i forhold til de fremtidige udfordringer, når det kommer til ESG. Netværket vil også arbejde for at fremme lokale uddannelsesmuligheder i bæredygtighed og grøn omstilling, som kan styrke de bornholmske virksomheder, fortæller Susan Hansen.

Hvem kan være med?
– Netværket er målrettet bornholmske virksomheder, som har dedikerede resurser til at arbejde med ESG, ligesom de skal have en vis erfaring på området, sådan at vi har en fælles bundlinje i forhold til vidensniveau, når vi taler om de forskellige fremme end andre, men det er afgørende, at man har en god idé om, hvad det er, man snakker om, siger Susan Hansen, som ser frem til, at netværket kan løfte bevidstheden omkring, hvad ESG er i dagligdagen for mange flere af øens virksomheder.

– Når vi er flere, der arbejder henimod det samme mål, kan vi også få skabt nogle flere initiativer på øen, som på den måde kan være med til at støtte op om den grønne omstilling, slutter hun.

– AF JOAN ØHRSTRØM

Fakta om ESG

ESG står for Environmental, Social and Governance. Det vil sige fohold i en virksomhed, der vedrører miljø-, sociale og ledelsesmæssige aspekter. ESG er også kernen i et nyt EUdirektiv, der stiller krav til de største virksomheders bæredygtighedsrapportering.
Direktivet kaldes Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD).