Nytårskur 2025 for det bornholmske erhvervsliv

Nytårskur for det bornholmske erhvervsliv
Anden uge i januar blev 2025 skudt godt i gang med et brag af en nytårskur for det bornholmske erhvervsliv.
Nytårskuren er en årlig fejring, hvor støttemedlemmer til Business Center Bornholm og særlige samarbejdspartnere bliver inviteret til en festlig sammenkomst. Formålet med arrangementet er at samle fremtrædende og proaktive aktører fra det bornholmske erhvervsliv til en sammenkomst, som fremmer fællesskabet blandt lokale virksomheder og giver de bedste muligheder for netværk med både nye og gamle bekendtskaber.
Det nysgerrige samarbejde
I år lød temaet for nytårskuren på det nysgerrige samarbejde. Programmet bød på inspirerende oplæg fra tre nytårsknaldperler – borgmester Jacob Trøst, bestyrelsesformand Karen Bladt og TV2/Bornholms direktør Camilla Kjems – som delte deres perspektiver på godt samarbejde og de mange forskellige former, det kan tage.
Herefter indtog foredragsholder og “menneskenørd” Tommy Krabbe gulvet, hvor han leverede et tankevækkende og humoristisk foredrag med titlen “Alle forstår, men ingen fatter”. Et oplæg, der med kommunikation og samarbejde som den røde tråd, opfordrede deltagerne til at se forbi egne opfattelser og møde andre med nysgerrighed.
Fælles ambitioner
Under arrangementet blev deltagerne inviteret til at dele deres ønsker for 2025, set i et erhvervsperspektiv. Efter at have opsummeret de mange ønsker står én ting klart: Vi vil alle det bedste for vores Bornholm.
Støttemedlemskab
I 2024 støttede over 100 virksomheder Business Center Bornholms arbejde med at udvikle og styrke det bornholmske erhvervsliv. Vi sætter stor pris på hver og en af vores medlemmers fortsatte støtte, og vi ser frem til et 2025 fyldt med nysgerrige samarbejder og fælles ambitioner for Bornholm.
Ønsker du og din virksomhed også at støtte vores arbejde og blive en del af vores voksende fællesskab af støttemedlemmer? Læs mere om, hvordan dit bidrag gør en forskel for Bornholm her.