»Som ø er vi hinandens
forudsætninger«
Erhvervschef Christa Lodahl (th.) sammen med marketingmanager Lærke Vestskov (tv.) under et virksomhedsbesøg hos Storgaard & Vestskov – et af øens fremgangsrige iværksætterfirmaer. Foto: BeyerKonoy
Hos Business Center Bornholm står dørene altid åbne for virksomheder og iværksættere. Her kan man få kvalificeret sparring på sin forretningsidé, få hjælp til at navigere i erhvervsfremmesystemet og måske finde nye samarbejdspartnere. For Business Center Bornholms netværksstærke medarbejdere fungerer tit som matchmakere, der skaber forbindelser på tværs af virksomheder og aktører.
– Ingen er en ø – og slet ikke, hvis man bor på en ø som Bornholm, hvor vi har brug for hinanden for at udvikle os. Som ø er vi »open for business« – men vi er også åbne for samarbejder. Det unikke ved erhvervslivet på Bornholm er, at vi er stærkt præget af, at vi lykkes bedst, når vi arbejder sammen.
Sådan lyder forretningsfilosofien fra Business Center Bornholms erhvervschef, Christa Lodahl, der arbejder målrettet for at fremme øens erhvervsliv: »Kort sagt er vi hinandens forudsætninger. Hvis vi ikke rykker fremad sammen, så bliver vi enten hægtet af, eller vi kommer ikke fremad som ø.«
– Hos Business Center Bornholm lukker vi aldrig døren for nogen, hvis der er et virksomhedsperspektiv. Og meget af det, vi bringer i spil, er vores viden om det, der foregår på øen, siger hun, og peger på Business Center Bornholms lokalkendskab som en stor styrke.
– Som business center har vi fingeren på pulsen med det, der foregår lokalt. Vi har dialog med rigtig mange virksomheder her på Bornholm og et stort netværk, så vi kan også fungere som matchmaker, hvis man mangler samarbejdspartnere eller underleverandører af det ene eller det andet, siger erhvervschefen, der netop tror på, at øens virksomheder vokser bedst ved at arbejde sammen:
– Vi tror rigtig meget på at gøre det nemt for virksomhederne at mødes, så de kan finde fælles løsninger, som måske gør, at 2 + 2 bliver 5, og de kan skabe noget større sammen.
Jeg hører heldigvis ofte fra iværksættere og virksomheder, der kommer udefra, at de bliver mødt med en enormt stor åbenhed her. Hvis der kommer nogle og gerne vil være en del af vores økosystem, så bliver de taget godt imod. Og kan vi hjælpe nogen i gang herovre, så er folk ofte enormt villige til at stille op. Det synes jeg er en stor styrke.
Kendt for imødekommenhed
Business Center Bornholms overordnede mål er at styrke øens erhvervsliv og klæde øens virksomheder på til både nutidens og fremtidens udfordringer, så der bliver skabt flere arbejdspladser til Bornholm. Og her hjælper det, at Bornholm allerede er begyndt at få et godt ry som erhvervsø. Så gælder det bare om at fortsætte arbejdet med at skabe de bedste rammer for at drive og opstarte virksomhed på øen, forklarer hun.
– Jeg hører heldigvis ofte fra iværksættere og virksomheder, der kommer udefra, at de bliver mødt med en enormt stor åbenhed her. Hvis der kommer nogle og gerne vil være en del af vores økosystem, så bliver de taget godt imod. Og kan vi hjælpe nogen i gang herovre, så er folk ofte enormt villige til at stille op. Det synes jeg er en stor styrke.
Samtidig arbejder Business Center Bornholm med at understøtte mulighederne gennem flere tiltag for at trække investeringer og dermed arbejdspladser til Bornholm. Blandt andet hjælper BCB’s Tilflytterservice både tilflyttere med at komme ind på det bornholmske arbejdsmarked og bornholmske virksomheder med at finde kvalificeret arbejdskraft. Store institutioner som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har også stor interesse for øen, fortæller hun. Og her hjælper det igen, at øens erhvervsliv er præget af et godt og favnende samarbejdsklima, fortæller hun.
Meget på hylderne
Bornholm kan rigtig meget som ø – det handler bare om at gøre det synligt for dem, der ikke kender øens potentiale endnu.
– Hvis der kommer nogle og vil producere noget specifikt, og de skal finde leverandører, så har vi som ø egentlig rigtig meget på hylderne. Det kan bare være svært at finde, når man kommer udefra, så det kan vi hjælpe med, siger Christa Lodahl og tilføjer:
– Det er gratis for virksomhederne at have sparring med os. Og vi sparrer med virksomheder om, hvad der nu er deres behov, siger hun og nævner, at nogle eksempelvis vil have vejledning om, hvordan de kan teste deres produkter af, inden de sender dem ud til et større marked. Og der kan Bornholm noget særligt, fordi der er stor villighed til det, påpeger hun.
– For eksempel har vi på Bornholm haft mange projekter med DTU på energiområdet, hvor Bornholm fungerer som et living lab og tester nye produkter og løsninger af, inden de kan skaleres. Vi kan også noget helt særligt omkring værdikædesamarbejde og cirkulær økonomi, hvor jeg synes, vi netop med vores omkransede geografi har en fordel. Der synes jeg, vi som samfund er gode til at omfavne og stille os selv til rådighed som en resurse, siger hun og vender tilbage til fællesskabets styrke på Bornholm.
– Min kæphest er, at man ikke skal udvikle sin virksomhed i et vakuum, men at det sker i et fællesskab. Det er også noget af det, der gør det bornholmske erhvervsliv så unikt, at vi bor på en ø, hvor vi hjælper hinanden og er åbne for, at andre kan komme med i fællesskabet. For det tror jeg er vejen til vækst og fremgang for os alle.
AF JOAN ØHRSTRØM
Fakta om Business Center Bornholm
Business Center Bornholm varetager den lokale erhvervsservice på vegne af Bornholms Regionskommune og arbejder for at skabe vækst, udvikling og arbejdspladser på øen. Centeret tilbyder fortrolig og gratis sparring, netværk, workshops og projekter på tværs af brancher – med fokus på alt fra iværksætteri og innovation til grøn omstilling og ledelsesudvikling.
Centret arbejder tæt sammen med Bornholms Regionskommune, Erhvervshus Hovedstaden og en række andre lokale og nationale erhvervsfremmeaktører og samarbejdspartnere for at sikre, at den enkelte virksomhed møder et sammenhængende og velkoordineret erhvervsfremmesystem.
Ønsker du at komme i kontakt med Business Center Bornholm? Ring eller skriv til tlf.: 56 95 73 00, e-mail: info@bornholm.biz