Erhvervsstrategien angiver målet og vejen derhen, men som erhvervsaktører, erhvervsråd og politikere skal vi ville gå den vej – sammen.
Synspunkt af Karen Bladt, formand for Erhvervsrådet
Bragt i Bornholms Tidende, d. 8/11-2021 – som optakt til kommunalvalget.
”Sådan en bustur ud i erhvervslivet burde vi tage hvert år”, sagde en bornholmsk lokalpolitiker forleden, da han stod af den bus, der havde fragtet ham og en masse andre lokalpolitikere rundt på virksomhedsbesøg på øen. Anledningen var det forestående kommunalvalg, og turen var arrangeret af Dansk Industri Bornholm, der gerne ville sætte fokus på udfordringerne i de bornholmske virksomheder.
Turen startede på Hotel GSH og sluttede på Bornholms Andelsmejeri og var forhåbentlig en øjenåbner for mange kandidater. En øjenåbner i forhold til vigtigheden af et velfungerende, bornholmsk erhvervsliv, men også i forhold til hvordan politikerne kan påvirke vilkårene for vores erhvervsliv gennem deres erhvervspolitik.
For erhvervspolitikken vedrører alle på Bornholm. Det er erhvervslivet, der skaber den værdi, som skal omsættes til velfærd for os alle sammen – og erhvervslivet har brug for de bedst mulige rammer for at trives.
Plads til forbedring
Det glæder mig, at erhvervspolitikken allerede er en stor del af den politiske debat i valgkampen på Bornholm. Men det er også et område, hvor der er plads til forbedringer.
Dansk Industri har i år målt erhvervsvenligheden i de danske kommuner, og her kom Bornholms Regionskommune ind på en sidsteplads. Placeringen i DI’s undersøgelse af Lokal Erhvervsvenlighed 2021 er baseret på en kombination af svar fra de lokale virksomheder, statistik og kommunernes egne data. Undersøgelsen viser blandt andet, at det på Bornholm står værst til i kategorierne kommunal sagsbehandling, brug af private leverandører, skatter, gebyrer og erhvervsarealer samt information og dialog med kommunen.
I undersøgelsen giver virksomhederne desuden bundkarakter til Bornholms overordnede erhvervsvenlighed, og kun 36 procent af de adspurgte virksomheder vil anbefale andre at etablere sig i kommunen – mod 63 procent på landsplan.
Det er ikke godt nok, og den placering har vi alle en interesse i at ændre på. Høj erhvervsvenlighed er faktisk forudsætningen for al fremtidig erhvervsudvikling – og dermed også for Bornholms udvikling.
Vejen er klar – det er vi også
Som bekendt er godt begyndt halvt fuldendt – især når man har travlt og resultaterne haster. Derfor minder jeg øens mange valgparate politikere om, at et flertal i kommunalbestyrelsen i starten af 2021 godkendte en erhvervsstrategi, der sætter fokus på de udviklingsområder, som både Bornholm og bornholmsk erhvervsliv har brug for.
Strategien omhandler blandt andet rammevilkår, energi-ø, udvikling på tværs af brancher, Bright Green Island, iværksætteri, eksport og arbejdspladser mm. Det er en erhvervsstrategi, som det lokale erhvervsliv via Erhvervsrådet, BCB og andre interesseorganisationer, har nikket ’kør’ til. Vi ved med andre ord, hvor vi skal hen.
Men en strategi er ikke det papir værd, den er skrevet på, hvis den ikke kommer ud at arbejde – hvis den ikke bliver brugt og gjort til virkelighed. Mange af udfordringerne er allerede en del af valgkampsdebatten, så når debat og valgflæsk er fortid, er det for alvor tid til at komme i arbejdstøjet. Den opgave hviler på de kommende vindere af kommunalvalget – den har I muligheden og ansvaret for at sætte i gang og følge til dørs.
Til gengæld skal vi som erhvervslivsaktører stå politikerne bi i denne proces. De fleste her på Bornholm ved godt, at når vi først går i samme retning, kan intet stoppe os. Erhvervsstrategien angiver målet og vejen derhen, men som erhvervsaktører, erhvervsråd og politikere skal vi ville gå den vej – sammen. Vi har ikke råd eller tid til at tøve.
Fremtiden smedes nu
De næste 10 år bliver afgørende for Bornholms fremtid mange årtier frem. Alt afhænger af, hvilke rammer vi giver vores erhvervsliv, og hvordan vi tilgår de muligheder, som f.eks. energi-ø-projektet og de utallige afledte effekter, giver. Det betyder goddag til en ny selvforståelse, farvel til cirkel-debat uden handling og farvel til udviklingsangst. Den, der lever stille, lever ikke længere godt.
Mit valgønske er derfor, at vi gør det, vi har sagt vi vil, og at vi går i gang med det samme. Sammen og på tværs af politik, brancher og egeninteresser. Til gavn for os alle, der elsker at bo, arbejde og drive virksomhed på Bornholm.
Så kære politikere: Skynd jer at trække i arbejdstøjet, når I er valgt. Vi i erhvervslivet er klar til at tage fat sammen med jer.
Godt valg til alle.