Strategiarbejde er ikke kun for store virksomheder med mange medarbejdere. Det er mindst lige så vigtigt for små og mellemstore virksomheder, hvor ejeren selv står midt i driften hver dag.
Ifølge Poul von Wowern handler strategi nemlig ikke om 50 sider lange PowerPoint-præsentationer, tunge processer eller fine ord, der ender i skrivebordsskuffen. Det handler om noget langt mere jordnært: at skabe retning, prioritere rigtigt og få mere ro i hovedet.
Telefonen ringer. En medarbejder mangler svar. En kunde venter. En opgave skal løses nu. Sådan ser hverdagen ud hos mange bornholmske virksomhedsejere. Drift fylder. Derfor bliver strategiarbejde ofte noget, man tænker, man burde tage sig tid til senere. Problemet er bare, at “senere” sjældent kommer.
– Mange tænker: “Det må vi kigge på, når vi får lidt mere luft.” Men hvis man aldrig stopper op og ser på virksomheden udefra, fortsætter man bare uge efter uge uden rigtigt at træffe bevidste strategisk valg, siger Poul von Wowern fra Von Wowern Consult.
Han arbejder til daglig med strategi, ledelse og udvikling i virksomheder og oplever, at mange ejerledere ser strategiarbejde som noget stort, tungt og ressourcekrævende. Det synspunkt vil Poul gerne ændre på.
– Strategi skal forstås som en retning, der giver mening og kan bruges i hverdagen, siger han.
Klæd dig på med kort og kompas
Ifølge Poul møder han ofte virksomheder, der falder i én af to kategorier.
Den første gruppe startede virksomheden ud fra et ønske om at skabe noget eller løse et behov, de kunne se i markedet. Her fylder den daglige drift og medarbejderne næsten al tiden, mens planer og langsigtede beslutninger sjældent tages i betragtning. Man siger ja til de kunder, der kommer. Udvider, når der er travlt. Tilpasser sig, når noget presser sig på. Problemer bliver løst ét ad gangen. Men det betyder også, at virksomheden i høj grad bliver styret af tilfældigheder, og at større beslutninger bliver sværere at træffe, når man ikke ved, hvor man er på vej hen.
Den anden gruppe gør sig faktisk tanker om, hvilken retning virksomheden skal udvikle sig i. Problemet er bare, at tankerne bliver inde i hovedet og aldrig omsat til konkret handling.
– En del virksomheder har gjort sig tanker om, hvor de gerne vil hen. Men hvis det ikke bliver konkretiseret, bliver det heller ikke omsat til handlinger, siger Poul.
– Du ville nok ikke sejle jorden rundt uden kort og kompas. Så hvorfor drive en virksomhed uden at vide, hvor du vil hen, hvordan du kommer derhen, og hvilke handlinger der skal til for at nå målet? siger Poul.

Strategi skal forstås som en retning, der giver mening og kan bruges i hverdagen.
Vælg en retning og gør den konkret
For mange virksomheder bliver strategi hurtigt et abstrakt begreb. Derfor handler det om at gøre arbejdet enkelt og operationelt.
Poul anbefaler, at virksomheder starter med at finde deres retning: Hvad vil man egentlig med virksomheden? Hvilke kunder vil man have? Hvilke produkter giver det mening at fokusere på? Og hvor vil man gerne hen geografisk? Når retningen er tydelig, bør man vælge højst tre fokusområder.
– Det er her, du skal beslutte, om det er en ny hjemmeside, der skal prioriteres, så du kan tiltrække de kunder, du ønsker. Eller om det er nu, du skal investere i en ISO-certificering, fordi du kan se, at der vil blive stillet nogle krav længere hen ad vejen. Vælg maksimalt tre fokusområder. Ikke fire eller fem. Ellers mister man fokus og kommer ikke rigtigt i mål med noget.
Derefter skal fokusområderne omsættes til konkrete handlinger: Hvem gør hvad, hvornår – og hvordan? Hvis en opgave er så stor, at den først kan være færdig om et halvt år, er den sandsynligvis for omfattende og bør deles op i mindre dele. Så bliver det lettere at mærke fremdriften undervejs.
– Vi mennesker bliver motiverede, når vi kan mærke fremdrift. Hvis der går for lang tid, før vi ser resultater, mister vi energien, forklarer han.
Ifølge Poul begår virksomheder ofte de samme fejl, når de prøver at arbejde strategisk. De springer direkte til handling.
– Mange hopper direkte ned i aktiviteter og løsninger uden først at have fundet retningen. Men hvis retningen ikke er på plads, bliver det svært at prioritere, hvad der faktisk er det rigtige at starte med.
Strategien skal samtidig fungere som et pejlemærke i hverdagen. Når nye muligheder eller opgaver opstår, skal man kunne spørge sig selv: Passer det her ind i vores retning?
Strategi handler om valg
Strategi handler om at vide, hvor man er på vej hen, så man kan træffe de rigtige beslutninger undervejs.
– Det handler ikke kun om at vælge til – men lige så ofte om at vælge fra. For en bornholmsk virksomhedsejer kan det være forskellen på at løbe efter enhver mulighed, der opstår, og at kunne vurdere den nøgternt: Passer det her faktisk til den virksomhed, vi prøver at bygge?
Strategi bliver nogle gange misforstået som noget stift. Sådan ser Poul det ikke. Virksomheder skal kunne justere sig undervejs uden at ændre kurs, hver gang omverdenen bevæger sig. Det gælder også store dagsordener som Energiø Bornholm, ændrede markeder, stigende omkostninger eller nye teknologier. De kan skabe udfordringer og muligheder, men det er sjældent, at de vælter fundamentet.
– Du skal hverken være en speedbåd eller en olietanker når det kommer til at skifte retning. Du skal ligge et sted midt imellem. Og når nye muligheder eller udfordringer opstår, bør spørgsmålet være: Ændrer det her vores retning – eller skal vi blot justere vores fokusområder?
Kultur slår strategi
Selv den bedste strategi virker ikke, hvis den ikke passer til virksomhedens kultur. Det er endnu en klassisk fejl, virksomheder kan begå, når de vælger retning.
– Du kan lave nok så god en strategi, men kultur vinder næsten altid.
Hvis en virksomhed eksempelvis bygger på tætte personlige relationer, kan en digital satsning risikere at fjerne noget af virksomhedens kerneværdi, og pludselig svigter kunderne, fordi de ikke længere kan genkende virksomheden.
– Strategien skal også give mening for medarbejderne i virksomheden. Den skal passe til værdierne og kulturen. Kultur kan godt rykkes, men den kan også rykkes midt over.
Bornholmske virksomheder omsætter idéer til handling
Poul har efterhånden mødt en del bornholmske virksomheder gennem både arrangementer og strategiske projekter, hvor Business Center Bornholm har været projektpartner. Blandt andet i projektet Baltic Energy Island – Styrkede SMV’er, hvor virksomheder har fået hjælp til at forberede sig på kommende opgaver i forbindelse med Energiø Bornholm.
Her har han på nært hold oplevet, hvordan bornholmske virksomheder arbejder med strategi og retning.
– Flere af de virksomheder, jeg har mødt på øen, er gået direkte hjem fra workshops og har ændret ting med det samme. De vil gerne handle, når tingene bliver konkrete, fortæller Poul.
Det er et billede, som deles af Jørn Pedersen, senior erhvervskonsulent og projektansvarlig i Business Center Bornholm.
– Med over 350 møder med 200 virksomheder sidste år taler vi med rigtig mange virksomheder. Og her kan jeg bare sige, at bornholmske virksomhedsejere er langt mere handlekraftige, end de måske selv tror. Vi oplever ofte, at virksomhederne handler på det, vi sparrer om på møderne eller tager konkrete skridt efter vores arrangementer, fortæller han.
Find en der kan holde dig til ilden
Netop muligheden for sparring kan være afgørende for, om strategiarbejdet bliver fastholdt. Det vigtigste med sparringen er at have nogen, der holder spejlet op. Nogen, der kan udfordre retningen og hjælpe med at holde fokus på de områder, man har valgt at prioritere.
– At have nogen at sparre med er ofte afgørende for at skabe fremdrift, siger Poul.
Det kan være via en erhvervskonsulent hos Business Center Bornholm, et netværk eller en bestyrelse/advisory board. AI kan også bruges som sparringspartner til at teste idéer og få modspil på sine planer. Men den kan ikke erstatte den menneskelige forpligtelse.
– Ulempen med en AI-sparringspartner er, at den ikke er lige så god til at holde dig ansvarlig. Den ringer ikke op og spørger, om du fik gjort det, du sagde, du ville gøre, tilføjer Jørn.
Strategi behøver ikke være kompliceret
Ifølge Poul bliver mange virksomheder overraskede over, hvor simpelt strategiarbejde egentlig er. Det oplever han ofte efter workshops om strategi og udvikling.
– Mange siger bagefter: “Var det bare det?”
Derfor er hans budskab til bornholmske virksomhedsejere enkelt: Strategi er ikke en tung akademisk opgave, og det er ikke kun noget for store virksomheder med mange medarbejdere og komplekse processer. Det er et praktisk redskab, der kan skabe retning, ro og bedre beslutninger i hverdagen.

