Aalborg Universitet og Syddansk Universitet skal bringe ny viden til Bornholm

Residential College Bornholm udvider samarbejdet med to nye universiteter. Aalborg Universitet og Syddansk Universitet skal fremover bringe studerende til øen, hvor de blandt andet skal arbejde med den grønne omstilling og konkrete problemstillinger fra bornholmske virksomheder og organisationer.

Torsdag den 29. oktober bød Business Center Bornholm, Baltic Energy Island, Danmarks Tekniske Universitet og Roskilde Universitet velkommen til de to nye samarbejdspartnere, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet.

Dagen blev brugt på at introducere universiteterne til Bornholm og de mange muligheder for at koble deres undervisning og forskning med den udvikling, der finder sted på øen.

Med de to nye universiteter er fire danske universiteter nu en del af Residential College Bornholm, der har som mål at tiltrække 600 studerende til Bornholm frem mod udgangen af 2028.

Forskellige fagligheder med fælles fokus

Energi-ø Bornholm bliver et vigtigt omdrejningspunkt for begge universiteter, men de kommer med forskellige faglige perspektiver.

Aalborg Universitet vil blandt andet bringe ingeniørstuderende til Bornholm, som skal arbejde med bæredygtig energiplanlægning, udvikling af energiprojekter og miljøvurderinger.

– Det er meget tæt koblet med energi-øen, som er det største projekt, vi har set indtil videre. Og vores studerende efterspørger altid cases fra den virkelige verden, og her kan de arbejde med udvikling af energiprojekter, miljøvurdering og meget mere, siger Iva Ridjan Skov, lektor ved Aalborg Universitet, til Bornholms Tidende.

Syddansk Universitet kommer med studerende fra Center for Landdistriktsforskning og Center for Journalistik, hvor fokus blandt andet bliver på samfundsmæssige forandringer, lokal udvikling og klimajournalistik.

– Vi er meget interesseret i omstillingsprocesser både lokalt, nationalt og globalt, og det får de studerende her muligheden for at opleve. Det skulle gerne øge deres læring – men også sikre, at nogle af de statskundskabsstuderende, hvis de kommer til at sidde i en centraladministration, også har blik for det lokale og bedre kan forstå de lokale processer, siger Annette Aagaard Thuesen, lektor ved Syddansk Universitet, til Bornholms Tidende.

Christa Lodahl

Vi er rigtig glade for, at endnu flere universiteter får øjnene op for Bornholm. Vores virksomheder står over for mange spændende udfordringer og udviklingsmuligheder, og her kan samarbejdet med studerende og forskere bidrage med ny viden, andre perspektiver og konkrete løsninger. Samtidig får de studerende mulighed for at arbejde med virkelige problemstillinger og omsætte deres faglige viden til praksis.

Christa Lodahl
Et samarbejde, der skaber værdi for Bornholm

Business Center Bornholm glæder sig over det udvidede samarbejde med universiteterne, da det giver endnu flere muligheder for at bringe ny viden og nye perspektiver i spil hos de bornholmske virksomheder.

– Vi er rigtig glade for, at endnu flere universiteter får øjnene op for Bornholm. Vores virksomheder står over for mange spændende udfordringer og udviklingsmuligheder, og her kan samarbejdet med studerende og forskere bidrage med ny viden, andre perspektiver og konkrete løsninger. Samtidig får de studerende mulighed for at arbejde med virkelige problemstillinger og omsætte deres faglige viden til praksis, siger Christa Lodahl, erhvervschef i Business Center Bornholm.

Business Center Bornholm arbejder blandt andet med at identificere relevante udfordringer og udviklingsmuligheder hos de lokale virksomheder, som kan danne grundlag for samarbejder med universiteternes studerende og forskere.

– For os handler det om at skabe værdi begge veje. Vi ønsker at styrke udviklingen i det bornholmske erhvervsliv, men også at vise de studerende, hvilke muligheder der findes på Bornholm. Forhåbentlig får nogle af dem lyst til at vende tilbage og måske endda bosætte sig her på et senere tidspunkt, siger Christa Lodahl.

Har din virksomhed en udfordring eller udviklingsidé, som kunne være relevant for studerende at arbejde med?

Så kontakt Business Center Bornholm for at høre mere om mulighederne for samarbejde.

Fakta om den strategiske indsats

Residential College Bornholm er en del af Fyrtårn III og støttes af EU's Socialfond Plus og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet løber frem til udgangen af 2028. Læs mere om indsatsen, og hvilke muligheder den giver dig og din virksomhed, her.