Hvad har en surfskole, restauranter, bageri, bryggeri, oplevelser og hotel til fælles? Det ved serieiværksætteren Jonas Bagger Sørensen, der gennem 16 år har skabt en lang række tilsyneladende forskellige virksomheder på Bornholm. For Jonas handler iværksætteri ikke bare om at se mulighederne i at starte nyt, men i lige så høj grad om at skabe sammenhæng mellem de virksomheder, han allerede har skabt.
Det er formiddag i Hasle, da vi møder Jonas Bagger Sørensen i BAGGER, byens nye kombination af café, bageri, pizzeria og bryggeri. Stedet har gennemgået en omfattende renovering og har for nylig slået dørene op. Og de lokale ser ud til at have taget godt imod det nye initiativ. Der er allerede flere gæster, da vi slår os ned for at tale om de mange virksomheder, der gennem årene er kommet til. For hvad får egentlig et menneske til at blive ved med at starte nyt, når han allerede har rigeligt at se til?
Det begyndte på Balka Strand
Historien begyndte i 2010, da Jonas som blot 19-årig startede surfskolen Eastwind på Balka Strand. Hans far havde selv været selvstændig i mange år og hjalp ham i gang. Men at den første virksomhed skulle blive begyndelsen på så mange flere, havde Jonas næppe forestillet sig.
– Nej, jeg havde nok ikke forestillet mig den gang, at det skulle udvikle sig til alt det her. Men jeg har altid godt kunnet lide at prøve nye ting. Jeg bliver hurtigt begejstret, når jeg får øje på en mulighed, og så får jeg lyst til at undersøge, om den kan blive til noget, fortæller han.
Siden er aktiviteterne vokset til at omfatte blandt andet oplevelser, restauranter, fødevarer og overnatning. I dag er virksomhederne samlet omkring Bornholm Holding ApS og beskæftiger tilsammen omkring 50 medarbejdere i højsæsonen.
Udefra kan det ligne en serieiværksætter, der har svært ved at lade en god idé passere. Men der er også en tydelig plan bag de mange aktiviteter, han har gang i.

Jeg synes, det er sjovt at arbejde med mange forskellige ting, men det er jo ikke bare tilfældige virksomheder, jeg starter. Jeg prøver hele tiden at se, hvordan de kan hænge sammen og understøtte hinanden. Der er faktisk en ret stor synergieffekt mellem dem.
Når én idé skaber grundlaget for den næste
– Jeg synes, det er sjovt at arbejde med mange forskellige ting, men det er jo ikke bare tilfældige virksomheder, jeg starter. Jeg prøver hele tiden at se, hvordan de kan hænge sammen og understøtte hinanden. Der er faktisk en ret stor synergieffekt mellem dem, forklarer Jonas.
– En gæst, der kommer til Bornholm for at dyrke vandsport, skal jo også have noget morgenbrød, spise frokost eller finde et sted at overnatte. Og hvor godt vejr giver mulighed for én type oplevelser, kan regn og blæst skabe efterspørgsel efter noget helt andet.
Det er netop den slags sammenhænge, Jonas er god til at få øje på.
Et konkret eksempel er stedet, hvor vi sidder i Hasle. Her har Jonas satset på at samle flere aktiviteter under samme tag. Café, bageri, pizza og øl kan umiddelbart virke som noget helt andet end vandsport og oplevelser, men i Jonas' verden hænger det hele sammen.
– En bager kan jo både bage brød og pizzaer, så hvorfor ikke udnytte det? Og når vi nu har et bageri, kan vi også levere morgenbrød til vores andre steder, blandt andet hotellet. På den måde kan vi bruge både medarbejderne og produktionen på tværs af virksomhederne, uddyber han.
Fra personaleboliger til hotel
Netop hotellet er et godt eksempel på, hvordan én idé kan udvikle sig til noget langt større. Oprindeligt købte Jonas Store Lærkegård i Tejn for at skaffe flere boliger til sine medarbejdere.
– Personaleboliger har været en nødvendighed lige fra dengang, jeg startede surfskolen på Balka. Hvis man gerne vil have dygtige folk til at komme og arbejde på Bornholm i en sæson, er man også nødt til at kunne tilbyde dem et sted at bo, siger han.

Jonas Bagger Sørensen i bageriet bag caféen. Foto: Lina Hilding
Men planerne med ejendommen udviklede sig, og det, der begyndte som en løsning på et praktisk problem, blev efterhånden til et hotelprojekt. Det er samtidig den satsning, Jonas peger på som den hidtil mest krævende.
– Hotellet har helt klart været den største satsning. Det er noget helt andet at få sådan et sted op at stå og få driften til at fungere. Der er meget på spil, både økonomisk og arbejdsmæssigt.
For selvom han er risikovillig, er han ikke blind for, hvad der kan gå galt.
Erfaring har gjort ham mere forsigtig
Med 16 års erfaring som selvstændig er Jonas blevet mere kritisk over for de idéer, han vælger at føre ud i livet.
– Jeg er faktisk blevet mere forsigtig med årene, selvom det måske ikke ser sådan ud udefra. Tidligere var jeg hurtigere til at sige ja, hvis noget fangede min interesse. I dag er jeg blevet bedre til at trække vejret dybt en ekstra gang, inden jeg kaster mig ud i noget nyt.
Erfaringen har også lært ham, at det kan blive dyrt at fortsætte for længe med noget, der ikke fungerer. Derfor er han blevet mere bevidst om værdien af at afprøve nye koncepter i mindre skala, inden de store investeringer foretages. Og netop på Bornholm ser han gode muligheder for at prøve nye idéer af.
– Konkurrencen på Bornholm er mindre end i de store byer, hvor der nærmest ligger en café på hvert hjørne. Man behøver jo heller ikke opfinde den dybe tallerken hver gang. Det handler om at finde noget, folk godt kan lide eller har brug for, og så prøve det af i det små, inden man investerer alt for mange penge i det.
Nu skal det hele spille sammen
Lige nu er planen dog ikke at starte endnu en virksomhed. Efter en periode med mange nye initiativer vil Jonas koncentrere sig om at få driften til at fungere bedst muligt i de virksomheder, han allerede har skabt.
– Nu skal vi lige have styr på det vi har gang i og få tingene til at køre godt. Jeg kunne da godt tænke mig at få lidt mere tid til at slappe af. Men jeg kan jo også rigtig godt lide at have noget at lave, siger han med et smil.
Inden vi skilles, får vi en rundtur i bageriet bag caféen. Her står de store bageovne, der ikke blot skal levere friskbagt brød og andre lækkerier til gæsterne i Hasle, men også producere morgenbrød til hotellet længere oppe på øen. I kælderen finder vi bryggerianlægget, hvor der skal produceres øl, som blandt andet skal sælges på flere af Jonas' andre lokationer. Og netop her, mellem bageovne og bryggerianlæg, bliver den røde tråd i Jonas Bagger Sørensens mange virksomheder tydelig. For måske handler serieiværksætteri i virkeligheden ikke kun om at starte nye ting op. Nogle gange handler det om at få det, man allerede har skabt, til at blive til endnu mere.
AF LINA HILDING

