Hvornår er det værd at tage springet?

En ny investering, et opkøb eller muligheden for at gå ind på et nyt marked. At udvikle sin virksomhed indebærer ofte, at man må bevæge sig ud på ukendt grund. Men hvordan vurderer man, om potentialet er stort nok, risikoen til at håndtere, og tidspunktet det rigtige? Vi har spurgt Katrine Paaby Joensen, CEO i Erhvervshus Hovedstaden, om, hvad der driver virksomhedsudvikling, og hvad der kan stå i vejen.

De fleste virksomhedsejere kender sikkert følelsen. Man får en idé, ser en mulighed i markedet eller bliver præsenteret for et samarbejde, der måske kan føre virksomheden i en ny retning. Men derfra og til faktisk at gøre noget ved det kan der være langt. For hvad nu, hvis det ikke lykkes? Hvis kunderne udebliver, eller investeringen bliver for dyr?

Ifølge Katrine Paaby Joensen er det ikke kun risikovilligheden, der er afgørende for, om man formår at udvikle sin virksomhed. Gennem sit nuværende job som CEO i Erhvervshus Hovedstaden og tidligere job hos blandt andet The Trade Council og Innovationscenter Danmark i Silicon Valley har hun mødt virksomheder i mange forskellige brancher og udviklingsfaser. Og selv om virksomhederne har været vidt forskellige, er der nogle egenskaber, som går igen hos dem, der står i spidsen.

– Uanset branche, størrelse og skaleringspotentiale har jeg oplevet klare fællesnævnere hos de mennesker, der står i spidsen for virksomhederne: nysgerrighed, udviklingsiver, handlekraft og evnen til at sætte det rigtige hold.

Men det handler ikke kun om modet til at løbe en risiko.

– Mange taler om, at man skal være risikovillig – og det kræver selvfølgelig også en vis risikovillighed at kaste sig ud i noget nyt. Men jeg tror lige så meget, det handler om passionen for det, man laver, en trang til at sætte ting i gang og en nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der ligger om det næste hjørne.

Timing er i min optik et undervurderet succesparameter. Det kan have stor betydning, hvornår man vælger at investere, gå ind på et nyt marked eller lancere noget nyt. Men det er også en svær vurdering, fordi mange faktorer spiller ind, og meget man ikke kan forudse.

Katrine Paaby Joensen
Den gode idé kræver den rigtige timing

Selv om nysgerrighed og handlekraft kan drive en virksomhed fremad, er det ikke ensbetydende med, at man skal gribe enhver mulighed. For der er stor forskel på at have en god idé og at have en idé, som kunderne faktisk er villige til at betale for.

– Timing er i min optik et undervurderet succesparameter. Det kan have stor betydning, hvornår man vælger at investere, gå ind på et nyt marked eller lancere noget nyt. Men det er også en svær vurdering, fordi mange faktorer spiller ind, og meget man ikke kan forudse.

Derfor mener Katrine, at man bør gøre sit forarbejde grundigt. Rammer man et reelt behov? Er kunderne modne til løsningen? Og er de villige til at betale for det, man måske selv synes er verdens bedste idé? Samtidig skal man kende sine konkurrenter, de reelle omkostninger og de forhold, der kan gøre forretningen sårbar, eksempelvis stigende fragtpriser eller problemer i forsyningskæderne.

– Det kan ofte betale sig at prøve det nye af i mindre skala, før man tager det store spring.

Det kan være ved at teste et produkt hos kunderne, undersøge et marked eller lægge en strategi for prissætning og salgskanaler. Særligt på nye eksportmarkeder er forberedelsen vigtig. Og så skal man være parat til at ændre taktik undervejs eller stoppe en satsning, hvis den ikke giver resultater.

Når driften tager al tiden

For mange mindre virksomheder er udfordringen dog ikke kun at vurdere mulighederne, men at finde tid og ressourcer til at føre dem ud i livet.

“En central barriere er, at driften fylder det hele. Kunderne skal betjenes, opgaverne leveres og regningerne betales. Udvikling bliver noget, man tager fat på, når man har tid – og tid har man aldrig nok af.”

Samtidig kan mangel på finansiering, specialiserede kompetencer eller viden om administrative krav bremse udviklingen. Alligevel oplever Katrine, at de virksomheder, der lykkes, ofte er dem, der formår at prioritere udviklingen midt i den daglige drift og omsætte deres idéer til handling. Det kræver, at man planlægger, prioriterer og arbejder strategisk med forretningsudviklingen.

Man behøver ikke kunne det hele selv

Når ressourcerne er begrænsede, kan samarbejde med andre virksomheder, vidensinstitutioner eller eksterne specialister åbne muligheder, som ellers ville være svære at realisere.

“De færreste kan alting selv, og der ligger store muligheder i samarbejder, hvor man kan få adgang til viden, kompetencer, teknologi, kunder eller markeder, som ville være svære at opbygge alene.”

Men et samarbejde kræver også ressourcer, og derfor er det vigtigt at være klar over, hvad man ønsker at opnå. Katrine peger desuden på værdien af sparring udefra. Som ejerleder står man ofte alene med de strategiske beslutninger, og andres erfaringer og perspektiver kan give et bedre grundlag for at vælge, hvordan virksomheden skal komme videre.

Når det ikke går som planlagt

Selv med grundig forberedelse er der ingen garanti for, at en satsning lykkes. Men ifølge Katrine er en satsning, der ikke går som forventet, ikke nødvendigvis uden værdi.

“En satsning, der ikke lykkes, kan give vigtig viden, hvis man forstår, hvad der gik galt og har viljen til at ændre kurs. Det kræver, at man evaluerer, f.eks. ved at tale med kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere, og bruger den feedback til at træffe bedre beslutninger.”

Det afgørende er at bruge erfaringerne til at justere kursen og træffe bedre beslutninger fremover.

Et godt sted at begynde

For den bornholmske virksomhedsejer, der går med en idé, men endnu ikke har taget springet, har Katrine en klar anbefaling: Søg sparring hos Business Center Bornholm eller Erhvervshus Hovedstaden.

“Her kan erfarne forretningsudviklere hjælpe med at konkretisere din idé, afklare hvordan du bedst kommer videre, vejlede om økonomi og finansieringsmuligheder og meget mere.”

Det næste skridt behøver ikke være en stor investering eller en omfattende strategiproces. Det kan begynde med at få udfordret sin idé, undersøge markedet eller tage en samtale med nogen, der uvildigt ser virksomheden udefra.

AF LINA HILDING