Attraktive lån til fast rente

Lånevilkår for Bornholms Erhvervsfond

Rentesats
Rentesatsen for lån er p.t. 3,50 % p.a. Renten beregnes og betales hver den 30. juni og 31. december. Lån til ejerskifte og landbrug gives med en forhøjet rente.

Omkostninger
I forbindelse med udbetaling af lån beregnes en stiftelsesprovision på 0.5% af hovedstolen. Omkostninger til etablering af sikkerheder afholdes af låntager.

Afvikling
Lån afvikles som serielån med halvårlige afdrag hver 30. juni og 31. december og betaling skal ske via Betalingsservice.

Lånene er normalt afdragsfri de første to terminer. Løbetiden er normalt 10 år, men afpasses efter de finansierede aktivers tekniske og økonomiske levetid. I særlige tilfælde kan er aftales en løbetid op til 15 år.

Sikkerhed
Der skal stilles sikkerhed for lån. I de fleste tilfælde vil der blive stillet krav om pant i de anlægsaktiver, som der ydes lån til, f.eks. pant i bygninger og/eller driftsmateriel og -inventar.

Som udgangspunkt kræves der tillige kaution fra de ultimative selskabsejere.

Andre sikkerheder kan også komme på tale, såfremt det er hensigtsmæssigt.

Lånegrænser
Der er ingen fast lånegrænse, idet Erhvervsfondens bestyrelse foretager en konkret vurdering af den enkelte ansøgning. Dog kan Erhvervsfonden maksimalt yde lån svarende til 50% af den samlede investering.

 

Erhvervsfondens aktiviteter er reguleret af EU

Lånet vil blive ydet i henhold til EU´s de minimis-forordning, hvilket betyder at en virksomhed samlet set ikke må modtage støtte der overstiger EUR 300.000 inden for en periode af 3 år.

Der henvises til Kommissionens forordning (EU) Nr. 2023/2831 af 13. december 2023 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte. I henhold til de gældende statsstøtteregler vil lån til særlige brancher/projekter skulle ydes til en rente svarende til EU’s referencerente + en margin afhængigt af ansøgers rating m.m. (EU tidende: C 14/6 Meddelelse fra Kommissionen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten, (2008/C 14/02)).

Få hjælp af fondsadministratoren

Ønsker du hjælp videre?

Har du brug for sparring og vejledning om mulighederne for at søge finansiering til at realisere dine udviklingsplaner og skabe vækst i din virksomhed? Kontakt fondsadministrator Henrik Kofod, og få en uforpligtende dialog om dine muligheder.

Henrik Kofod, Bornholms Erhvervsfond

Henrik Kofod

Fondsadministrator

hk@bornholm.biz 21 64 52 81