Bornholms Erhvervsservice kårer
“Årets nye virksomhed 2017”

Christiane Larsen, opfinderen af den økologiske modellervoks Ailefo,
blev tirsdag kåret som Årets Virksomhed af Bornholms Erhvervsservice.
Selv mener hun ikke, hun kunne have klaret produktudvikling, virksomhedsopbygning
og netværksdannelse uden den altid nærværende hjælp fra Bornholms Erhvervsservice
– en flok kompetente kompetencer, hun føler er på ’hendes hold’.

Af Louise Skøtt Gadeberg

I april 2015 trådte Christiane Larsen første gang ind ad døren på Business Center Bornholm (BCB), og her mødtes hun med en storsmilende Travis Lind Thornton. Hun havde hørt, at BCB var gode at tale med, fordi de her ville kunne hjælpe hende med den idé, hun havde i kroppen, og som nu var klar til at blive realiseret.

”Min datter, Ofelia, på 6 år er meget kreativ og kom til at smage på materialerne, og deraf opstod ideen til den økologiske modellervoks, som i dag er en realitet. Men jeg er uddannet sygeplejerske, så jeg havde ingen begreb om, hvordan man starter en virksomhed eller skaber et produkt. Jeg havde bare masser af gode ideer. Men allerede ved første møde fik jeg lektier for af Travis

– jeg skulle gå hjem og lave en forretningsplan, hvori jeg skulle træffe til- og fravalg og dermed få mere retning på mit projekt. Så det gjorde jeg så,” forklarer Christiane Larsen.

Dette møde blev starten på et langt forløb, hvor konsulenten Travis Lind Thornton fra Business Center Bornholm støttede den nye iværksætter med alt fra idéafgrænsning og støtte i troen på den gode idé, til modet til at turde tænke stort og tage store skridt.

 

”Travis er meget professionel, høflig, og struktureret, og det havde mine kreative ideer brug for. Han har en meget positiv facon, der lader dig selv træffe dine valg og vælge din retning – men altid med hans støtte og entusiasme i ryggen. Ved prisoverrækkelsen kaldte jeg ham hen til mig, for jeg synes også prisen er hans – for jeg føler virkelig, han er på mit hold, selvom jeg godt ved, han har andre kunder og arbejdsopgaver. På den måde har Business Center Bornholm, via ham, virkelig været om bord fra første idé til de større ryk ud i verden.”

Christiane Larsen husker, at Travis Lind Thornton til et møde spurgte hende, hvor langt hun ville med sin økologiske modellervoks. Om hun ville kunne leve af det – eller om hun ville overtage verden, metaforisk ment. Hun svarede, at hun ville ud i verden.

Hun husker, han lyste op i et stort smil og proklamerede, at ’the sky has no limits’.

Produktion, pris, pakning – messer, Tyskland og så videre…
Fra at stå og røre i en gryde på komfuret med en drøm om økologisk modellervoks til at være professionel leverandør til alverdens forhandlere og have styr på, hvad tingene skal koste, hvor lang tid de tager at producere, hvor meget kapacitet der skal til at pakke produkterne – til rent faktisk at få det sendt afsted til en forhandler, som du forinden skal have opsøgt og landet en aftale med … Ja, der er et stykke.

 ”Travis bad mig tage tid på, hvor lang tid alting tog, og regne på, hvad alt kostede. Ret hurtigt indså jeg, at jeg skulle bruge nogle maskiner – som jeg ikke havde råd til – for at kunne vækste. Da kontaktede jeg Bornholms Erhvervsfond og ansøgte om et lån, som de bevilligede mig, idet anskaffelse af en maskine også vil betyde ansættelse af medarbejdere. Jeg er ikke helt dér endnu, men jeg har et år til at få det sat i værk – og det er en fantastisk tryghed at have med sig,” forklarer Christiane Larsen.

Også FBI, Fonden for Beskæftigelsesfremmende Initiativer på Bornholm, har hjulpet Christiane Larsen.

”FBI hjalp mig med økonomisk bistand til de ting, som kan være svære at få råd til som helt nystartet iværksætter, der stadig lever af opsparingen.

-Ting som udgifter til at tage på messe, få klaret de sværeste ting på sin hjemmeside og til f.eks. at få lavet en holdbarhedstest på mit produkt. Jeg har også fået nej på nogle ansøgninger, men jeg har fået flere ja’er, så jeg råder alle til at kontakte FBI,” forklarer hun.

Bornholmsk modellervoks ud i verden
Tidligere i år afholdt projektet ’Bornholm ud i verden’, der hører under Væksthus Hovedstadsregionen, et informationsarrangement om bornholmske fødevarevirksomheders muligheder på det tyske marked.

 

Christiane Larsen sneg sig ind langs panelerne på Melstedgård, hvor det blev afholdt, og spurgte forsigtigt ind under eventuelt, om der mon var muligheder for et produkt som hendes.

”Travis havde skubbet på for at jeg skulle tage med, men da jeg rakte hånden op og spurgte, viste det sig, at de allerede kendte til mig og mit produkt, og efter oplægget kom de alle hen og ville mærke modellervoksen. Det var en vild følelse. Jessy Brughmans sørgede efterfølgende for at få styr på formalia og alt det praktiske omkring at få mig med på projektet, og guidede mig igennem vilkår, krav og budgetplanlægning tre år frem. Jeg tænkte ’åh nej altså, jeg er sygeplejerske – ikke økonom!’, men det gik,” husker Christiane Larsen og griner af mindet om akut panikangst, der heldigvis blev afværget af professionel hjælp.

For Christiane Larsen er der ingen tvivl om, hvad de samarbejdende parter i Bornholms Erhvervsservice har betyder for hendes rejse fra idé til Årets Virksomhed – og til ’himlen uden grænser’:

”Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været uden dem alle. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke havde anet mine levende råd – og at jeg langt fra havde haft det så sjovt, som det har været at have alle de fagkompetencer med på mit hold. Jeg tør tro på mig selv og min idé, når de gør det.”

"-Jeg kunne ikke have gjort det uden Bornholms Erhvervsservice."

Fredrik Romberg, Director Business Center Bornholm
Fredrik Romberg, direktør for Business Center Bornholm (BCB), om prisen Årets Virksomhed:

”Prisen, Christiane Larsen vandt for sin økologiske modellervoks i tirsdags, symboliserer en lokal forretningsdrivendes succes – en hæder til en hårdtarbejdende iværksætter. Og det er netop dét arbejde, vi hos BCB forsøger at understøtte ved at møde vores iværksættere og erhvervsdrivende i deres behov for hjælp og gode råd når de kommer ind ad døren. Målet er at øget forretningsvolumen her på Bornholm – og at det går så godt for Christiane viser, at det netop gøres bedst ved at tage udgangspunkt i den enkelte.”


Allan Westh, arbejdsmarkedschef og centerleder for Erhverv, uddannelse & beskæftigelse (BRK) om prisen Året Virksomhed:

“Christiane scorer høj på alle parametre. Vinderen er valgt ud fra, f.eks. social ansvarlighed, udviklingspotentiale, grøn bæredygtighed, eksport og beskæftigelse. Samlet ligger hun helt i top, og derfor er hun den værdige vinder af den første pris som Årets Virksomhed. Med prisen her vil vi gerne vise, at vi på Bornholm har et kompetent iværksættermiljø, som vi kan understøtte – på én adresse. At vi her på Bornholm formår at forædle virksomheder, så de har en chance ude i verden. Dét er Christianes økologiske modellervoks et virkelig vigtigt eksempel på.”

Bornholms Erhvervsservice består af:

BCB – Business Center Bornholm
BEF – Bornholms Erhvervsfond
Bornholms Vækstforum
BGI – Bright Green Island
Jobcenter Bornholm
Teknik & Miljø, Bornholms Regionskommune
Væksthus Hovedstadsregionen

Juryen, der valgte Christiane Larsen, bestod af:

2 personer fra Vækstforum
2 personer fra Erhvervs- & Beskæftigelsesudvalget
2 personer fra Teknik- & Miljøudvalget
2 personer fra BCB’s bestyrelse