Pressemeddelelse, BRK BYG i samarbejde med Business Center Bornholm, 2/2 2023.
Byg afholder et infomøde, hvor du kan få en dybere forståelse for reglerne i landzonen og en ny planlov i 2023.
Er du en virksomhed med planer om at etablere dig i landzonen på Bornholm? Så er det nu, du skal tage noter! Byg afholder et infomøde, hvor du kan få en dybere forståelse for reglerne i landzonen og en ny planlov i 2023.
BYG inviterer virksomhederne indenfor.
Den 6. februar 2023 er de bornholmske virksomheder inviteret med, når Byg giver en rundtur i de mange restriktioner ved blandt andet landzonen og samtidig kigger ind i en ny og opdateret planlov i 2023.
Gennem den seneste modernisering af planloven blev der gennemført lempelser af landzonereglerne, og på Bornholm betyder det, at der er mulighed for at etablere nye boliger og ferielejligheder i eksisterende landbrugsbygninger under visse forudsætninger.
I 2023 har regeringen yderligere lagt op til en modernisering af planloven. Byg vil derfor gerne give deres bud på, hvilke områder der bliver taget op i en ny planlov, samt hvad de bornholmske virksomheder kan forvente i forhold til kommende ændringer, og hvad det vil betyde for fremtidens administration på området.
Hvor gælder landzonereglerne?
Størstedelen af Bornholm ligger i landzone, altså alle områder der ikke er byzone eller sommerhusområder. Landzonereglerne har til formål at beskytte de landskabelige og jordbrugsmæssige værdier samt sikre plads til infrastruktur, vækst og udvikling. På mødet vil du høre, hvordan Bornholms Regionskommune arbejder for at forene de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og opnå en balance mellem bevarelse af landskabelige værdier og gradvis udvikling.
Du vil også høre om praksis inden for områder med høj landskabelig værdi samt om nye boliger i landzonen og områder, hvor der er mulighed for ny udstykning og bebyggelse. Reglerne vedrørende etablering af ferielejligheder, de nuværende muligheder for glamping og teltslagning vil også blive gennemgået.
Alle afgørelser efter planlovens landzoneregler er konkrete og individuelle. Der er derfor aldrig to sager der er ens, men regionskommunen har stadig en rød tråd, de holder sig til, bestående af Erhvervsstyrelsens vejledning, Planklagenævnets praksis og regionskommunens egne retningslinjer. På dette infomøde vil du vil have mulighed for at høre om Bornholms Regionskommunes retningslinjer, så du ved, hvad du kan forvente at få tilladelse til, samt hvad en ansøgning om landzonetilladelse skal indeholde.
Mødet afholdes 6. februar kl. 15:00 – 16:00 på Landemærket 26 i Rønne og er åbent for alle små og mellemstore virksomheder, herunder rådgivere, håndværkere og tegnestuer.
Information og kontakt
Mødet afholdes 6. februar kl. 15:00 – 16:00 på Landemærket 26 i Rønne og er åbent for alle små og mellemstore virksomheder, herunder rådgivere, håndværkere og tegnestuer.
Kontakt:
Jacob Sten Jensen, leder af Byg Mail: Jacob.Sten.Jensen@brk.dk Mobil: 23287085
Christa Lodahl, erhvervschef hos Business Center Bornholm Mail: cl@bornholm.biz Mobil: 30502128