Genbrug af fliser skal opskaleres

Partnerskab realiserer cirkulær model for det bornholmske iværksætterfirma, Dewdrop Tiles ApS.

I 2019 var Rocío Paniagua Jensen på en rutinemæssig inspektion hos BOFAs containerplads som en del af sit arbejde som kommunal arkitekt. Pludselig greb noget hendes opmærksomhed; fliserester, der lå og ventede på at blive skrottet. Rocíos årelange erfaring inden for arkitektur og cirkulær økonomi fik hende straks til at se et potentiale ved at skære dem til og omdanne dem til nye designs.

– Jeg indså den miljømæssige gevinst, der gemte sig i disse bjerge af gode materialer, fortæller Rocío. – Efter at jeg i flere år allerede havde arbejdet med mosaikker, virkede tanken om at skære fliserne til, og sætte dem sammen til et nyt produkt, oplagt.

Rocío besluttede sig for at forfølge sin vision og søsatte virksomheden Dewdrop Tiles ApS.

– Selvom jeg vidste, at min idé var god, så var det en udfordring i starten. Det var tidskrævende at håndskære fliserne, og desuden manglede jeg materialevolumen. Derfor startede jeg med at lave enkeltstående flisemotiver.

Et afgørende øjeblik kom, da Rocío en dag besluttede sig for at banke på døren hos det landsdækkende byggemarked STARK. Til hendes store glæde blev der straks sat et møde i stand med STARKs bæredygtighedsprojektleder Kent Fonseca, som siden nikkede ja til et større samarbejde.

– STARKs forsyningssikkerhed var den manglende brik, og Kents erfaringer i forhold til deres eget arbejde med at gå forrest i den cirkulære økonomi var guld værd, fortæller Rocío.

Fundraising og forsyning

Rocío har i forbindelse med starten på samarbejdet med STARK søgt og modtaget 450.000 kroner via Realdanias kampagne ’Innovation til marked’ – midlerne blev modtaget tidligere i år.

Kampagnen hjælper virksomheder med nye bæredygtige løsninger til at gå fra en færdigudviklet løsning til et produkt på markedet – altså den svære og omkostningstunge skalering. Til denne støtte er der forbundet visse krav til bæredygtighed og miljøvenlighed.

– Pengene er en stor hjælp og skal bruges til at afprøve en skalerbar miniproduktion på Bornholm, og det er vi i fuld gang med nu, fortæller Rocío.

– STARK kan levere nærmest uendelige mængder af materialer i form af overskudspartier. Når jeg har brug for noget, ringer jeg, og så kommer der en ekstra palle på lastbilen til deres butikker på Bornholm, som alligevel skulle af sted, forklarer Rocío og uddyber, hvorfor overskudsfliserne ikke kan sælges, som de er: – Restfliserne kommer fra forskellige brændinger og kan ikke blandes med hinanden. Som fliseforhandler får man nemlig reklamationssager, når der er den mindste uensartethed, og derfor ender de som regel med at blive knust.

Er der fraskårne dele fra byggefirmaer på Bornholm, modtages de meget gerne af Rocío, og hvis man som kunde har sine egne fliser, kan man også få hjælp med at omdanne dem til nye mønstre eller produkter.

– Vi har allerede haft vores første kunder – både private og virksomheder – herunder en opgave for Lærlingenes Hus i Tejn, som har fået vægfliser til både badeværelserne, køkkenet og bryggerset, der består af restfliser fra STARK, Byg-Grønt ApS, Garant Rønne og Michaels Murerforretning ApS. Der var ni forskellige slags fliser i de bunker, jeg fik til projektet, og alt i alt ville der have været 300 kilo affald, hvis ikke de var blevet genbrugt.

Stor CO2-besparelse

Dewdrop Tiles sparer 97,8 % CO2-udledning sammenlignet med produktionen af traditionelle fliser. Se livsscyklusvurderingen på dewdroptiles.dk

Rocío Paniagua Jensen, arkitekt MAA, er stifter og direktør hos Dewdrop Tiles ApS. Hun har tidligere deltaget i BCB’s iværksætterforløb ’588’, der blev afholdt i efteråret 2018 og foråret 2019. Forløbet inkluderede coaching og sparring, der hjalp iværksætterne med at realisere deres idéer. Foto: privat

Genbrugsprocessen

Når Dewdrop Tiles ApS modtager restfliser fra sine forskellige samarbejdsaktører laves der først og fremmest en digital klassificering, der giver Rocío et overblik, som hun nemt kan vælge ud fra, når hun skal mikse fliserne på en pæn måde og designe nye mønstre.

– Når vi registrerer, hvor materialerne kommer fra, får vi samtidig indskrevet historikken på produkterne og de potentiale miljømæssige besparelse, forklarer hun.

Sammen med fliserne vil kunden således også modtage en detaljeret beskrivelse af, hvor fliserne oprindeligt stammer fra, og hvad der er sparet i CO2 ved at genbruge dem.

– Dewdrop Tiles ApS arbejder med dokumenteret miljøbesparelse. Vi har fået lavet livscyklusanalyse, hvor vi kan dokumentere, at det her er meget miljøvenligt og samtidig giver en besparelse i forhold til, hvis man køber nye fliser.

Fliseresterne bliver skåret med et digitalt system på Maskinfabrikken Trio Nexø, som ligger ved siden af iværksætterhuset Møbelfabrikken, hvor Dewdrop Tiles ApS har lokaler. Derefter bliver de monteret på net i moduler, der har standardflisestørrelse.

– De kasserede fliserester, som vi arbejder med, har ikke været brugt før og har den samme holdbarhed som dem, man normalt kan finde på markedet – der er derfor ikke noget, der er risikabelt ved at købe dem, og så giver det god mening i forhold til miljøet, siger Rocío og oplyser, at udvalget af produkter fra Dewdrop Tiles ApS produkter alene omfatter vægfliser, men på sigt vil man gerne udvide med også at have gulvfliser.

– Der er særlige egenskaber ved gulvfliser, som kræver dokumentation. Derfor starter vi med en produktion af vægfliser – vi vil gøre det her helt rigtigt, understreger hun.

Dewdrop Tiles ApS har netop lanceret en ny hjemmeside, hvor der er konkrete eksempler på, hvordan man kan bruge fliserne.

– Vi har også et showroom, hvor man kan se produkterne i aktion, slutter Rocío og tilføjer, at hun ikke er i tvivl om, hvad den vigtigste tilgang er for en virksomhedsejer, der gerne vil arbejde cirkulært: – Cirkulære forretningsmodeller kræver partnerskab og samarbejde. Derfor skal du være opsøgende og åben for at dele dine tanker og idéer med andre. Det, der er affald for den ene virksomhed, kan blive til den andens råvare.

AF TINA TOFT MØLLER

Om Dewdrop Tiles ApS

Dewdrop Tiles ApS er en lokal iværksættervirksomhed, der har indgået et partnerskab med STARK for at kunne opskalere sin forretning. Samarbejdet er et bevis på, at store spillere i industrien også ser værdien af ​​bæredygtige løsninger. Dewdrop Tiles’ studio er placeret i bygning nr. 6 på Gammel Rønnevej 17D, 3730 Nexø, en del af Iværksætterhuset Bornholm, Møbelfabrikken. Åbent efter aftale, hvor du kan opleve deres produkter skabt af genbrugte fliserester. Produkterne kan også findes hos STARK Frederiksberg på C. F. Richs Vej 111, 2000 Frederiksberg.

Se mere på dewdroptiles.dk