Kunsten at skabe et team

Hvordan kan iværksættere gøre overgangen fra selvstændig til arbejdsgiver så smidig som mulig? Rikke Høyer, medstifter af DORA og kommerciel direktør, giver nogle råd baseret på egne erfaringer.

Rikke Høyer og søster DORA - Fotograf: Kasper Løjtved

De bornholmske iværksættersøstre Rikke (tv.) og Sidsel Høyer har med afsæt i egne erfaringer special udviklet et system til vognmænd og speditørvirksomheder. Dora Nordic ApS har udviklet et system, der gør vognmændenes hverdag digital, så de kan klare eksempelvis fragt­brevet fra mobilen. Samtidig gør systemet, det at lave det lovpligtige CO2-regnskab, nemt og gennem­skueligt. I februar i år meddelte virksomheden, at en samlet inve­stering på fire millioner kroner fra blandt andet Danmarks Eksport- og Investeringsfond skal bidrage til at sende virksomheden ud på nye, internationale markeder.
Fotograf: Kasper Løjtved
Se mere på doratms.com

At skifte fra iværksætterrollen til ledelsen af en virksomhed med flere medarbejdere repræsenterer en afgørende milepæl på enhver startups rejse, og selvom man måske ikke føler sig som en naturlig leder, er det dog muligt at erhverve de nødvendige færdigheder.

Det fortæller CCO Rikke Høyer, der for to år siden startede iværksættereventyret DORA sammen med sin storesøster.

DORA er specialiseret i digitalisering af vognmænds arbejds­processer, herunder forenkling af deres lovpligtige CO2-regn­skab.

I begyndelsen fik de to stiftere hjælp fra erhvervskonsulenter hos bl.a. Business Center Bornholm og Erhvervshus Hovedsta­den, og det benytter de sig stadig af, men pludselig opstod der også et behov for mere.

Rikke forklarer: – Det gik virkelig hurtigt. Vi fik en millionin­vestering og var afhængige af at få tilført mere kvalificeret ar­bejdskraft for at komme op i hastighed. Heldigvis fandt vi vores første medarbejder, vores teknologichef (CTO) Peter, gennem et professionelt iværksætternetværk på Facebook. Han dukke­de op på det rette tidspunkt, hvor vi stod og manglede en eks­tremt erfaren softwareudvikler. Samtidig var det bare et ”match made in heaven”, og det gjorde overgangen meget nem for os, siger Rikke, der siden har tilføjet yderlige én fuldtidsansat og to fuldtidsfreelancere til teamet.

Fokus på sammenhold

I alt består DORA dermed af seks personer, der arbejder på fuld tid for at få virksomheden til at vækste. Ifølge Rikke har dette krævet ændringer i hendes tilgang til arbejdet, fordi der i star­ten ”kun” var fokus på DORA-konceptet – den gode idé.

– Det har været fantastisk at få flere mennesker om bord, da de alle bringer ekspertise og nye perspektiver til bordet. Men for mig kom det som en overraskelse, hvor tidskrævende ledel­se også kan være. Det krævede lidt tilvænning i starten.

Hvor godt tilpas føler du dig i lederrollen nu, og hvor henter du in­spiration om ledelse?

– Både min søster og jeg omgiver os med mange selvstændige i startup-miljøet. De er en evig kilde til inspiration – og hjælp! Min søster har en uddannelse, der inkluderer ledelsesaspekter, så det har været naturligt for hende at føre an – omvendt har jeg aldrig set mig selv som den fødte leder. Til gengæld supplerer vi hinanden, og jeg har opdaget, at man godt kan udvikle sine ledelsesevner løbende. Jeg har bl.a. fået coaching for at forstå, hvordan man arbejder bedst som leder og skaber et miljø, der fremmer trivsel.

 

Hvad har været din mest værdifulde læring eller observation ind­til videre?

– At det er de små ting, der gør en forskel. Når du er selv­stændig, kan du sagtens ”tonse løs” i døgndrift, men når du får medarbejdere er det vigtigt at have en kultur, hvor du eksem­pelvis ikke sender e-mails om aftenen: Det kan stresse folk til at føle, at de skal være ”på” hele tiden. Du skal hele tiden tænke over signalværdien af det, du gør, og derfor skal du selv sørge for at finde en god balance mellem dit arbejde og privatliv.

Hvad er ellers et stort fokus for din og din søsters ledelsesstil?

– At opretholde og udvikle en sund arbejdskultur. Det har været afgørende for os lige fra begyndelsen. Vi ønskede at skabe et miljø, hvor medarbejderne føler sig motiverede og værdsatte. Et sundt arbejdsmiljø styrker samarbejdet og sammenhol­det, og det er især vigtigt for os i denne fase, hvor vi rent fysisk arbejder flere forskellige steder – lige fra Rønne til København, Århus og udlandet. Desuden er jeg selv rykket til Jylland, fordi jeg er en del på farten i forbindelse med kundemøder.

Hvad er et konkret eksempel på noget, som I gør for at booste sam­menholdet?

– Vi sørger for at have en positiv og opbyggende kommu­nikation i det daglige, og samtidig insisterer vi på fælles op­levelser i den fysiske verden. Vi har eksempelvis holdt vores sommerfester og julefrokoster på Bornholm, hvilket har virket utroligt godt. Det har også en stor værdi, at medarbejderne ved, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Bornholm har jo formet os og er en stor del af vores identitet.

En ting er at være leder – noget andet er at lede sammen med et fa­miliemedlem. Hvordan fungerer det?

– Virkelig godt. Vi har tydeligt opdelte ansvarsområder, og der, hvor vi overlapper, er i ledelsen. Fordi vi er søskende, taler vi alligevel sammen hele tiden, og det er jo ekstra fedt, at vi har hinanden som professionelle sparringspartnere. Vi ser det nær­mest kun som en særlig fordel.

Hvad er dit bedste råd til nye ledere?

– Spørg andre iværksættere, der har været i samme situation som dig. Der er så meget at lære ved at at tale med andre. For­søg også at undgå at lytte for meget til dem, der mangler erfa­ring, men alligevel føler, at de skal give dig ”gode” råd!

AF TINA TOFT MØLLER

Rikkes råd
  1. Søg rådgivning:

– Vi søgte rådgivning fra professionelle og organisationer, der kunne hjælpe os med at forstå ansættelseslovgivning og ledelsesstrategier, forklarer hun.

  1. Fokus på kultur:

– At opretholde en positiv arbejdskultur var afgørende for os. Vi arbejdede på at skabe et miljø, hvor vores medarbejdere trivedes.

  1. Åben kommunikation:

– Vi lægger vægt på åben kommunikation med vores medarbejdere. Man skal føle sig hørt og værdsat.

  1. Lær af andre:

– Tal med andre iværksættere, der har gennemgået samme proces. Der er så meget at lære af deres erfaringer.