Mere diversitet i skolernes virksomhedsbesøg
Projekt Faglært er fedt er drivkraften bag et virksomhedskatalog, der har gjort det nemmere for skoler at komme ud at opleve flere forskellige typer af faglærte virkeligheder. Her fortæller Klaus Werner, projektkonsulent hos Business Center Bornholm, og direktør Michael Almeborg fra Ole Almeborg A/S, hvordan et meningsfuldt virksomhedsbesøg fungerer i praksis.
På Bornholm, hvor udfordringer ofte inspirerer til kreative løsninger, har et projekt, Faglært er Fedt, introduceret en helt ny tilgang til skoler og andre uddannelsers virksomhedsbesøg med et virksomhedskatalog. Den oprindelige plan var, at der skulle søsættes et katalog med rollemodeller fra forskellige områder, som så kunne inviteres ud for at fortælle om deres fag.
Men så kom pandemien med skolelukninger og andre begrænsinger. Projektets konsulent, Klaus Werner, tidligere skolelærer, fik lejligheden til at reflektere over, hvordan skolebesøg på virksomheder ville være mere givende: – Når du selv er ude i virkelighedens arbejdsmiljøer, så får du en helt anden oplevelse. Det er sjovere, og du husker og forstår meget bedre, hvad du lærer om, fordi du har alle sanser i spil. Der manglede bare en struktureret tilgang til at organisere disse besøg, siger han og tilføjer, at besøgene tidligere ofte afhang af ”tilfældigheder eller personlige kontakter”. I 2021, da Danmark åbnede op igen, ringede han derfor rundt til virksomheder for at spørge, om de havde lyst til at være tilgængelige med enkle oplysninger såsom navn, telefonnummer og e-mailadresse i et overskueligt og digitalt virksomhedskatalog, der kunne lette planlægningsarbejdet for dem og for skolerne.
– Der kom ikke mange flere virksomhedsbesøg ud af det, men der kom meget mere diversitet ind i valgene, siger Klaus Werner. – Tidligere besøgte skolerne ofte øens mest kendte virksomheder, men nu begyndte de at udforske flere forskellige typer virksomheder og fik derved en bredere oplevelse af mulighederne inden for erhvervsuddannelser.
Succes på flere måder
Klaus Werner deltog selv i briefings af eleverne inden besøgene. Han opfordrede dem til at have en åben og nysgerrig tilgang til virksomhederne, også hvis de ikke troede, at emnet interesserede dem.
– Jeg fortalte bl.a. at de skulle ud i virksomheder, hvor folk har travlt, men gav sig tid til at tage imod dem – virksomhederne skulle jo meget gerne have lyst til at tage imod elever igen. Desuden kunne de jo også ende med at lære noget, der kunne være interessant for en kammerat, søster eller bror. Og det virkede rigtig godt, siger projektkonsulenten, der vidste, at når eleverne viste interesse, gav virksomhederne dem endnu mere tid og opmærksomhed, hvilket skabte en ekstra givende oplevelse for begge parter.
I forbindelse med Faglært er fedt-projektet blev der også afholdt en workshop med fokus på, hvad der udgør et godt virksomhedsbesøg, og hvilke forventninger der bør være fra begge sider. Her kom det desuden frem, at selv hvis virksomhederne ikke bliver en fremtidig læreplads for de besøgende, så kan den bl.a. bidrage til afklaring og bløde op for kønsstereotyper.
– Det er interessant at tale med eleverne inden og efter et virksomhedsbesøg, siger Klaus Werner. – Eksempelvis var en 9. klasse på besøg hos KH Maskinfabrik ApS, der er specialiseret i stål. Inden besøget havde pigerne sagt, at det ikke var noget for dem, for ”de kunne jo ikke blive smede – det var for fysisk krævende”. Efter besøget spurgte vi dem igen, og selvom ingen fattede interesse for smedeuddannelsen lige dér, så havde de ændret deres opfattelse af faget og følte, at det faktisk var noget, de godt kunne. På den måde var det en fed oplevelse, for de så med egne øjne, at det er naturligt med kvindelige lærlinge på et værksted.
Projektet har været med til at sætte gang i en masse værdifulde indsatser, pointerer Klaus Werner: – Bornholms Regionskommune har besluttet at forankre flere af projektets initiativer, herunder virksomhedskataloget og oplysninger om lærepladser. Det kan blive en værdifuld ressource for Bornholm i den kommende tid, hvor man står over for udfordringer med at tiltrække og fastholde ung arbejdskraft.
– Projektet har skabt en enestående mulighed for skoleelever på Bornholm til at udforske erhvervslivet og uddannelsesmuligheder i praksis. Det har også styrket båndet mellem skoler og virksomheder, hvilket er en vigtig drivkraft for at flere unge får øjne op for mulighederne indenfor den erhvervsfaglige vej.
Opskriften på det gode virksomhedsbesøg
Workshoppen gav selvfølgelig også virksomhederne lejlighed til at reflektere over, hvad de i det hele taget kunne gøre for at forbedre deres besøgsoplevelse.
– Generelt er det godt, når virksomhederne tænker over, hvad det er for en målgruppe, de har at gøre med, siger Klaus Werner. På et tidspunkt var jeg med på et besøg, hvor en passioneret ung lærling viste rundt. Hun var på en god måde nervøs og spændt, og hun ville ikke falde igennem, så hun brugte en masse fagtermer – hun var knalddygtig, men eleverne forstod hende ikke. Det var en god erfaring, fordi det har hjulpet os med at gøre virksomheder opmærksomme på, at det er helt okay at sige ting som ”dimsedut”, når de har skoler på besøg. De skal selvfølgelig ikke tale ned til eleverne, men de skal være klar over, at eleverne ikke er inde i deres fag på samme måde som dem selv. Samtidig gav det os en forståelse for, at eleverne altid skal opfordres til at ”smide lapperne op” og stille spørgsmål, hvis der er noget, de ikke forstår, for der er ikke en forventning om forhåndsviden.
Det er direktør Michael Almeborg, fra Ole Almeborg A/S, enig i. Virksomheden tilbyder en allround uddannelse til smedefaget, hvilket både omfatter brug af teknologiske tegneprogrammer, og viden om – og bearbejdning af – metaller. Han mener, det giver en god dynamik, når der er en dialog, og han synes ikke, man skal have en fastlåst skabelon at gå frem efter.
– Vi har en til to virksomhedsbesøg om måneden, både fra grundskolen og erhvervsklasser fra Campus Bornholm, og for os er det vigtigste, at vi tilpasser vores program og oplevelse efter de elever, vi har kontakt med. Derfor er det heller ikke altid den samme person, der viser rundt, for det kommer an på formålet og målgruppen. Besøget kommer også meget an på de spørgsmål, der stilles. Nogle vil gerne se lidt af det hele, mens andre finder det mere interessant at se det nyeste og mest moderne udstyr indenfor faget.
Hvad motiverer jer som virksomhed til at gøre det her – hvad får I ud af det?
– Vi er selvfølgelig glade for at kunne udbrede kendskabet til smedeuddannelsen, men også de mange efteruddannelsesmuligheder, der er i faget. Vi måler ikke direkte på, om vores lærlinge har været på virksomhedsbesøg hos os på et tidspunkt, men vi synes, det er vigtigt at bygge relationer med de unge mennesker så tidligt, som muligt. Det er lidt ligesom en fodboldtræner, der rejser rundt og spotter talenter – vi tager også ud til Campus og er opmærksomme på, hvem der udviser interesse for os og for faget. Vi vil gerne kende potentialet!
– Selvom vi også havde virksomhedsbesøg før virksomhedskataloget blev opfundet, så er vi ikke i tvivl om, at vi selvfølgelig skal være med i det. Vi ved, at vi er i konkurrence med alle mulige andre virksomheder om at tiltrække lærlinge, og derfor handler det jo om at gøre os så ”lækre” overfor potentielle kandidater som overhovedet muligt. Sidste skud på stammen er at vi har ”adopteret” en 0. klasse fra Svartingedal Skole, de har været her to gange… første gang fik de kage og lidt at drikke, og vi fik skåret deres navne ud i stål, som de så malede under deres efterfølgende besøg. Tanken er at bygge vidensoplevelser på for hvert klasseår, der går, så de får en indsigt i, hvordan det er at gå på arbejde. Idéen til dette forsøg er et resultat af, at vi har været med i Faglært er fedt, hvor vi blev inspireret til at forsøge at gribe det lidt anderledes an.
Hvad er dit bedste råd til virksomheder, der skal arrangere et besøg for første gang?
– Tænk over, hvem der kommer, og hvordan I kan fange deres opmærksomhed – og sørg for at servere det hele i øjenhøjde.
AF TINA TOFT MØLLER
■ 7 gode råd
– baseret på virkelige erfaringer
1. Kom i gang
Behovet for at promovere jer som arbejdsplads bliver kun større i fremtiden. Især hvis I har brug for faglært arbejdskraft.
2. Lad jer ikke skræmme
Det kan lyde som en stor indsats at sætte i gang. Det behøver det imidlertid ikke at være. På sociale medier kan I nå langt med få ressourcer.
3. Tænk over, hvem I er
Overvej nøje, hvad I vil fortælle om jer selv. Hvad er særligt godt ved jeres arbejdsplads? Det er nemlig det, jeres kommunikation skal afspejle – på jeres hjemmeside, på sociale medier, i jobopslag m.m.
4. Prøv jer frem
Det vigtigste er at komme i gang og se, hvad der virker. Først og fremmest bør I overveje løbende kommunikation på sociale medier: Vis fx, at I har et stærkt formål, at I fejrer succeser, at I er aktive i lokalmiljøet, at I har gode sociale arrangementer osv. Prøv jer frem, og se, hvor I får den bedste respons.
5. Prioriter opgaven
Måske får I ikke den store respons på de første par opslag. Men prioriter opgaven, når I først er i gang. Sæt fx mål om et bestemt antal opslag på Facebook om ugen.
6. Aktiver jer lokalt
Deltag på jobmesser og BUM-messen for unge bornholmere. Hold åbent hus, inviter lokale skoleklasser på besøg, tag praktikanter, og deltag i lokalsamfundet med sponsorater og lignende. Det koster lidt, men det er en effektiv måde at vise sig frem på.
7. Gør opmærksom på ledige stillinger
Slå ledige stillinger op formelt. Og brug de gratis muligheder til at gøre opmærksom på jeres opslag. Brug som minimum egne sider på LinkedIn og Facebook, Jobnet.dk og Facebook-gruppen ”Job på Bornholm”. Tilmeld jer også på lærepladsen.dk, hvis I har eller søger elever og lærlinge.
8. Tag godt imod ansøgere
Tænk over, hvem der vil være en god kontaktperson og sørg for at forberede vedkommende godt på opgaven. Hvordan fortæller hun jeres historie bedst, og hvordan sørger hun for, at ansøgere føler sig velkomne?
Kilde: Faglærterfedt.dk
Klaus Werner, projektkonsulent ved Business Center Bornholm (BCB). Organisationen har sammen med andre aktører skabt et virksomhedskatalog, der har forenklet skolers muligheder for at udforske en bred vifte af faglige virkeligheder.
Direktør Michael Almeborg fra virksomheden Ole Almeborg A/S. Virksomheden har knap 70 ansatte og uddanner mange smede. Den er kendt for produktion af intern transportmateriel – især palleløftere og kundetilpassede løsninger med kvalitet og ergonomi i fokus. Alt bliver produceret på Bornholm. Se mere på almeborg.com