Sæt turbo på trivslen
Opkvalificering er nøglen til succes, hvis du vil øge din medarbejdertilfredshed, ifølge Dorthe Dahl, der er medejer og daglig leder af Café Gustav ApS.
Det mener Dorthe Dahl, som er medejer og daglig leder af Café Gustav ApS. Sidste år tog hun beslutningen at give en af sine unge, men erfarne, fuldtidsansatte muligheden for at blive tjenerlærling på en særlig »turbouddannelse« ved Campus Bornholm.
Uddannelsen er et nyere initiativ med fokus på service- og turismebranchen, hvor man som arbejdsgiver kan modtage lønrefusion og tilskud på op til 24.988 kr. om måneden, så længe den ansatte er på skolebænken. Dorthe Dahl forklarer: – Vi står over for store udfordringer med at finde kvalificerede tjenere i vores branche. Når situationen er sådan, må vi se indad og overveje, hvad vi kan tilbyde i forhold til trivsel og udvikling. Derfor synes vi, det er fantastisk med denne mulighed, så vi håber meget, at ordningen vil fortsætte. Den er vigtig for små og mellemstore virksomheder, som ellers ikke ville have ressourcerne til opkvalificeringen, og den er vigtig for hele Bornholm. Hun tilføjer: – I så fald håber jeg blot, at man sørger for at kommunikere tilbuddet bredt ud. Faktisk var det rent held, at jeg opsnappede, at turbouddannelsen fandtes, og jeg tror, at den for mange er et perfekt alternativ til den slagne uddannelsesvej.
Uddannelse er nøglen til en stærkere fremtid, både for din virksomhed og dine medarbejdere.
Hvorfor er uddannelse så vigtigt i forhold til trivsel?
– Der er en markant mangel på bl.a. faglærte tjenere samt kokke, og derfor ser vi ofte unge mennesker, der tager job i branchen, mens de forsøger at finde deres retning i livet. Beslutter de sig for at blive, så er det min bekymring, at de aldrig kommer i gang med en uddannelse og derfor på et tidspunkt føler, at de har spildt deres tid. Som ung kan det virke mere tillokkende at fortsætte med at tjene penge i stedet for at tage en erhvervsuddannelse, hvilket er helt forståeligt, men det er vigtigt at huske, at uddannelse også kan åbne døre og muligheder for en mere bæredygtig karriere på længere sigt.
Fordele for hele virksomheden
Dorthe Dahl oplyser, at den nu faglærte medarbejder har haft en ekstra positiv indvirkning på det daglige arbejde, hvilket har vist sig at være en fordel for hele virksomheden.
– Vi fik en medarbejder tilbage, som havde udvidet sin faglige horisont og kunne træffe mere velinformerede beslutninger. Hun havde fået mere selvtillid og en ny entusiasme for sit arbejde, og vi kunne mærke, at andre ansatte automatisk begyndte at læne sig meget op ad hende, fordi hun er uddannet. Det smittede af på vores serviceniveau, så det kommer gæsterne til gode, og forhåbentlig kan det også betyde, at hun har har endnu mere lyst til at fortsætte hos os og i branchen. Samlet set har opkvalificeringen betydet, at hun er vokset i sin rolle, og det har givet os i ledelsen en større tryghed og frihed. Dorthe Dahl tilføjer: – Det var virkelig en gave til arbejdspladsen, og der var ingen udfordringer i forbindelse med opkvalificeringen, da Campus Bornholm hjalp med alt det administrative i forhold til ansøgninger og refusion. Uddannelsestidspunktet var udenfor højsæsonen, hvor der var bedst mulighed for at undvære en medarbejder. Samtidig var det heller ikke svært at sige ja til at undvære en dygtig medarbejder i denne periode, fordi der har været tale om en overskuelig tidshorisont med økonomisk opbakning – en investering i fremtiden.
AF TINA TOFT MØLLER
Om turbouddannelsen
I et samarbejde med 3F og HORESTA, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Jobcenter Bornholm og Campus Bornholm er der bl.a. blevet udbudt kokke- og tjeneruddannelser på henholdsvis 24 og 18 måneder. Tilbuddet er rettet mod personer over 25 år med erfaring inden for branchen. Ledige kan også søge om plads på en af de særlige uddannelser. Planen er, at der også skal tilbydes turbouddannelser i 2024.
Kilde: campusbornholm.dk