Tiltrækning af tilflyttere
Hvad har Bornholms Andelsmejeri og Bornholms Tilflytterservice til fælles? Et stærkt fokus på at gøre en ekstra indsats for at tiltrække og fastholde arbejdskraft på øen.
Bornholms Andelsmejeri Sct. Clemens har vundet mange priser – både nationale og internationale – for deres oste. Passionen bag håndværket matcher også den ild som brænder i virksomheden, når det handler om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Der skal nemlig mere end et godt arbejdsmiljø og kvalitetsprodukter til, hvis man vil have fingre i de gode kandidater, mener direktør Per Olsen:
– I bund og grund er vi meget opmærksomme på de tal, der viser, at det bliver sværere og sværere at finde faglært og ufaglært arbejdskraft de næste mange år. Især på Bornholm. Derfor har vi forsøgt at fremtidssikre vores muligheder ved at investere i boliger, der tilbydes som en del af pakken til dem, der er tilflyttere.
Hvorfor er det særligt vigtigt?
– For mange kan det være problematisk at håndtere en flytning og et nyt job på samme tid. Det er også en hæmsko, at det er så svært at finde boliger på øen. Vi ser mange fordele i, at nye medarbejdere har en tryg base lige fra starten. Siden kan de så i ro og mag finde deres helt eget, hvis de gerne vil blive på Bornholm – det ved man aldrig, men vi håber det.
Hvor mange steder er der tale om, og hvordan fungerer det rent økonomisk?
– I alt har vi fire huse, som ligger op ad mejeriet; to enkeltmandshuse, et hus, der er konverteret til to lejligheder og et, der er konverteret om til fire mindre lejligheder. Boligerne lejes ud til fornuftige priser, for det må jo gerne lige løbe rundt. Man kan diskutere, om det er en virksomhedsopgave, og det er selvfølgelig ikke en løsning for alle virksomheder, for der skal jo nogle ressourcer til, men vi har vurderet, at det er nødvendigt.
Er der noget, mejeriet savner, som kunne være en støtte i forhold til tiltrækningen af medarbejdere?
– Vores medarbejderboliger fungerer fint som et indslusningssted for de faglærte. For unge lærlinge er det ikke den bedste løsning at være indkvarteret i et hus oppe i Klemensker. Hvis vi havde et skolehjem på Bornholm, hvor de unge mennesker kunne indgå i flere fællesskaber, ville de få et bedre socialt liv og i det hele taget en mere positiv oplevelse, som kan hjælpe på fastholdelsen. Jeg tror, det bliver ganske svært at rekruttere elever fremover, når den mulighed ikke findes – årgangene bliver jo mindre og mindre.
Værditilbud
Hos Business Center Bornholms Tilflytterservice, der gennem årene har hjulpet mere end 3.000 personer til Bornholm, har man ved flere lejligheder hjulpet Bornholms Andelsmejeri Sct. Clemens med at finde de rette medarbejderprofiler udenfor øen, og spørger man direktør Per Olesen, så er han begejstret for den service, der ydes lokalt.
– Man kan altid ringe, når man har brug for rekrutteringshjælp, og vi har aldrig haft udfordringer med at integrere de medarbejdere i virksomheden, som Tilflytterservice har hjulpet med – heller ikke dem fra udlandet. Vi går faktisk heller ikke op i, hvor folk kommer fra, vi går op i deres faglighed, siger han.
Om Bornholms Andelsmejeri Sct. Clemens:
Bornholms Andelsmejeri, ejet af øens mælkeproducenter siden 1972, er øens eneste mejeri. Det producerer konsummælk, smør og ost – gul ost, hård ost (græsk stil) og blåskimmelost – med høj fokus på kvalitet og eksport til hele verden.
Se mere på st-clemens.dk
Rune Holm, tilflytterkonsulent hos Tilflytterservice, oplyser, at det især er den skræddersyede rådgivning, der gør forskellen, når man skal hjælpe tilflytterne på vej:
– En flytning til Bornholm er ikke som at flytte fra Taastrup til Albertslund, og derfor er vi også villige til at gå den ekstra mil for at sikre, at de ved, hvad de kan forvente, inden de ”lander”, siger han og forklarer, at man altid tilbyder et til flere møder, hvor der bliver svaret på spørgsmål som boligtilgængelighed, transportmuligheder og sundhedspleje.
Hvad er den største udfordring i forhold til at fastholde arbejdskraften, og hvad fokuserer I på af værditilbud hos Business Center Bornholms Tilflytterservice?
– Hvis tilflyttere ikke er forberedte på Bornholm ved ankomsten, kan det føre til frustration. De forventer måske at have nem adgang til bestemte typer af fastfood eller at kunne spille ishockey. Det er super vigtigt, at vi løbende informerer og støtter dem, uanset om det tager dem en måned eller seks måneder at falde til. Især for udenlandske tilflyttere er det en kompleks proces at navigere i systemet og prøve at finde skoler til børnene eller forstå de økonomiske aspekter som fx børnepenge. Af den grund har vi oprettet en informationsdatabase for tilflyttere, der hjælper dem med at finde rundt i det bornholmske samfund.
– Vores fokus i forhold til andre værditilbud er selvfølgelig også at imødekomme efterspørgslen efter boliger. Det er ingen hemmelighed, at det er svært lige nu, og derfor er det også et mål, at vi skal blive ved med at afsøge muligheder for at øge boligtilbudene på øen. Heldigvis har vi masser af succeshistorier med tilflyttere, der finder lykken på Bornholm – det vil vi meget gerne blive ved med.
■ AF TINA TOFT MØLLER
Paer Olesen
Direktør for Bornholms Andelsmejeri Sct. Clemens.
I en tid, hvor arbejdskraftens mobilitet er høj, og konkurrencen om talenter er intens, viser mejeriet, hvordan bl.a. bolighjælp kan hjælpe med at overvinde udfordringerne ved tilflytning og fastholdelse af arbejdskraft på Bornholm.
Rune Holm
Tilflytterkonsulent i Business Center Bornholms Tilflytterservice
Business Center Bornholms Tilflytterservice hjælper med at gøre overgangen til Bornholms arbejdsmarked lettere. Ambitionen er at sikre, at Bornholm er en attraktiv destination for kvalificeret arbejdskraft fra både Danmark og udlandet.