Vindprojekter giver et adrenalin-kick
For Merethe Sejer, værkfører hos KH Maskinfabrik og uddannet smed, giver opgaverne i forbindelse med vindmølleprojekter på Rønne Havn et adrenalin-kick.
Merethe Sejer er værkfører hos KH Maskinfabrik. Hun er oprindelig uddannet smed og netop den baggrund giver hende en fordel, når samarbejdspartnerne i Offshore ringer og har brug for hjælp. Når det sker, kan hun også mærke adrenalinen pumpe, for det er den slags projekter, der er en særlig intensitet omkring.
”Offshore-opgaver er spændende udfordringer for vores ansatte, og ofte er der ikke lang planlægningstid. Men vi finder en løsning gennem et godt teamarbejde. Sidst havde vi to medarbejdere ude ved Thialf (den store kran, der ligger på havet og sætter møller op på Acardis Ost parken). Mølledelene er samlet og transporteret fra Rønne Havn, så når vi får et opkald er det om at være der, og det er ikke sikkert, at man lige kommer hjem kl. 15.00 men først når skibet kommer i havn igen. At du som den lokale smed kan være en del af sådanne opgaver, er virkelig spændende og har givet indsigt i en ny verden, hvor vi som virksomhed pludselig er en del af den grønne omstilling” siger Merethe Sejer.
Hvem har dog formuleret at unge skal vælge mellem at bruge hovedet eller hænderne?
Merethe er godt træt af fortællingen om valget mellem hoved eller hånd, når unge skal vælge en læreplads eller gå i gymnasiet; ”Derimod vil jeg opfordre unge til at tage en dialog med os, og afstemme hvad det egentlig vil sige at være smed, og det kan du være på flere måder. Der er mange forskellige retninger inden for faget, og det handler også om at få noget selvværd og modenhed, så man tør byde ind med løsningsforslag, og du skal tage på dig, at der altså står en kunde, der efterspørger det du kan. Du er vigtig”, fortæller Merethe Sejer.
Hvorfor blev du selv smed?
”Det ligger nok i mit blod at ville skabe noget. Mine forældre er håndværkere (tømre og bådebygger) og det at skulle finde en løsning på en udfordring, altså den kreative proces kombineret med at arbejde med et råmateriale, der gennem processer og viden om materialet bliver til et konkret produkt eller en løsning, er meget givende og tilfredsstillende. Det kunne jeg godt ønske at flere unge fik prøvet, og der er mange måde at stykke sin livsuddannelse sammen på.
I de seneste år er jeg også blevet meget glad for de mere ledelsesmæssige aspekter, som at skabe en god kultur på arbejdspladsen og at vi alle lykkes.
Robotter i fabrikshallen er blevet en god løsning
Det er nyt og komfortabelt at arbejde i den nye fabriksbygning og tilhørende faciliteter hos KH Maskinfabrik, og robotterne har i dag overtaget flere af de monotone opgaver.
”Der blev kigget lidt mistroisk til robotterne i starten og nogle var bekymrede for, at der var fyringer i luften. Men det er stik modsat. Vi er underleverandører og skal være fleksible. Derfor skal vi bruge vores folk der, hvor vi ikke bare kan sætte robotterne i gang. Og nu er det også en opgave i at indstille robotterne, og sikre at de kører optimalt. Endelig betyder robotterne også, at vi kan tage nye opgavetyper ind, og forsætte med opgaver i offshore vind”, fortæller Merethe Sejer.
Projektet har følgende partnere:
Og støttes af
Artiklen er skrevet i forbindelse med projektet Klar til Energiø Bornholm
Mere info om projektet Klar til Energiø Bornholm: Klar til Energi Ø Bornholm