600 studerende skal gøre fremtiden på Bornholm grønnere

Pressemeddelelse, 24. juni 2026

Foto: Baltic Energy Island

Bornholmske virksomheder får de kommende år adgang til ny viden, grønne kompetencer og potentielle fremtidige medarbejdere, når omkring 600 studerende fra fire universiteter kommer til Bornholm gennem Residential College Bornholm frem til udgangen af 2028.

Initiativet er en del af Residential College Bornholm, som skal udvikle Bornholm til et stærkt studie-, videns- og innovationsmiljø, hvor universiteter, virksomheder og lokale aktører samarbejder om at løse konkrete udfordringer og skabe ny vækst.

Frem mod 2028 forventes omkring 600 studerende at besøge Bornholm som led i kurser, praktikforløb og studenterprojekter med fokus på blandt andet grøn omstilling, energi, bæredygtighed og erhvervsudvikling. Projektet er støttet af EU’s Socialfonden Plus og Danmarks Erhvervsfremme-bestyrelse.

Energiø Bornholm og den grønne omstilling skaber en historisk mulighed for udvikling af Bornholms erhvervsliv. Skal vi udnytte potentialet fuldt ud, kræver det adgang til ny viden og stærke kompetencer. Her kan de studerende spille en vigtig rolle ved at bringe nye perspektiver og konkrete løsninger ind i virksomhederne, samtidig med at de får et indblik i de karrieremuligheder, Bornholm tilbyder.

Christa Lodahl
Erhvervschef, Bornholm Business Center

For de bornholmske virksomheder betyder det en unik mulighed for at få adgang til nyeste viden og kompetencer fra nogle af landets førende universiteter.

– Energiø Bornholm og den grønne omstilling skaber en historisk mulighed for udvikling af Bornholms erhvervsliv. Skal vi udnytte potentialet fuldt ud, kræver det adgang til ny viden og stærke kompetencer. Her kan de studerende spille en vigtig rolle ved at bringe nye perspektiver og konkrete løsninger ind i virksomhederne, samtidig med at de får et indblik i de karrieremuligheder, Bornholm tilbyder, siger Christa Lodahl, erhvervschef i Business Center Bornholm.

Residential College Bornholm udspringer blandt andet af DTU's ambition om at bringe uddannelse, forskning og innovation tættere på samfundets behov. Samtidig skal initiativet understøtte Bornholm som centrum for grøn omstilling, ikke mindst i relation til Energiø Bornholm, men også inden for andre fagområder såsom produktion, byggeri, fødevarer og turisme.

Målet er ikke alene at gennemføre studieaktiviteter på øen. Ambitionen er også at skabe varige relationer mellem de studerende og Bornholm, så flere får øjnene op for karriere- og bosætningsmulighederne på øen.

– Vi ved allerede, at nogle af de studerende vælger at vende tilbage til Bornholm efter deres ophold. Derfor handler projektet ikke kun om uddannelse og innovation, men også om at tiltrække og fastholde unge mennesker, som kan bidrage til udviklingen af Bornholms erhvervsliv og lokalsamfund i mange år fremover, siger Christa Lodahl.

Business Center Bornholm opfordrer nu virksomheder til at engagere sig i samarbejdet ved at stille cases, udviklingsprojekter eller praktikmuligheder til rådighed for de studerende.

Jo flere virksomheder der deltager, desto større bliver samfundsgevinsten for Bornholm. Samarbejdet skal både styrke virksomhedernes innovationskraft og skabe stærkere forbindelser mellem unge talenter og det bornholmske arbejdsmarked.

Fakta om den strategiske indsats

Residential College Bornholm udvikles i samarbejde mellem Business Center Bornholm, Baltic Energy Island, fire universiteter og de lokale virksomheder. Målet er at skabe et langsigtet fundament for innovation, kompetenceudvikling og adgang til kvalificeret arbejdskraft på Bornholm.

Indsatsen gennemførs som en del af Erhvervsfyrtårn Bornholm og finansieret af Den Europæiske Union og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse 

For yderligere information, kontakt venligst Christa Lodahl, erhvervschef, Business Center Bornholm, tlf. 30 50 21 28, mail: cl@bornholm.biz eller Klaus Hansen Pedersen, projektkonsulent, Business Center Bornholm, tlf. 24 20 84 02, e-mail: khp@bornholm.biz