Affaldssortering volder stadig hovedbrud på øens arbejdspladser

Pressemeddelelse, 28. maj 2025.

Sådan skærer din virksomhed ned på el-regningen

Selvom affaldssortering på arbejdspladsen efterhånden har været på dagsordenen i flere år, kæmper mange virksomheder stadig med at få det til at fungere praktisk og effektivt i dagligdagen.

Ifølge Christa Lodahl, erhvervschef i Business Center Bornholm, er det ikke viljen, der mangler, men snarere vejledning, der er til at forstå og anvende i en travl hverdag.

“Vi hører fra flere virksomheder, at de faktisk er godt i gang, men stadig er i tvivl om, hvorvidt de gør det rigtigt. For nogen handler det om at få klarhed over reglerne, mens andre søger praktiske løsninger, der passer til deres fysiske rammer og arbejdsgange,” siger hun.

Vi hører fra flere virksomheder, at de faktisk er godt i gang, men stadig er i tvivl om, hvorvidt de gør det rigtigt. For nogen handler det om at få klarhed over reglerne, mens andre søger praktiske løsninger, der passer til deres fysiske rammer og arbejdsgange.

Christa Lodahl

Erhvervschef, Business Center Bornholm

Tilsyn skal ses som en hjølp

Bornholms Regionskommune oplever også, at virksomheder ofte er usikre på, hvad et affaldstilsyn indebærer. Mange er bekymrede for at gøre noget forkert, selvom intentionerne er gode.

Mikkel Høst, der arbejder med tilsyn i BRK, understreger, at tilsynet i høj grad handler om dialog.

“Vi ser os som samarbejdspartnere frem for kontrollanter. De fleste virksomheder vil det rigtige, men mangler svar på, hvordan reglerne skal fortolkes i deres hverdag. Derfor lægger vi vægt på at have en god dialog under tilsynet, hvor der også er plads til spørgsmål og afklaring,” forklarer han.

Vi ser os som samarbejdspartnere frem for kontrollanter. De fleste virksomheder vil det rigtige, men mangler svar på, hvordan reglerne skal fortolkes i deres hverdag. Derfor lægger vi vægt på at have en god dialog under tilsynet, hvor der også er plads til spørgsmål og afklaring.

Mikkel Høst

Miljømedarbejder, Bornholms Regionskommune

Lokale virksomheder viser vej

Flere virksomheder er allerede nået langt med deres sortering og kan fungere som gode eksempler for andre. Coop Kvickly i Rønne og Pension Slægtsgården i Allinge har begge arbejdet aktivt med at finde løsninger, der fungerer i praksis.

Christa Lodahl mener, at den lokale forankring er afgørende, når det handler om inspiration.

“Det giver noget helt særligt, når virksomheder på Bornholm deler deres erfaringer. Det bliver lettere for andre at se, hvordan de selv kan komme videre med de udfordringer, de står med,” siger hun.

Gå-hjem-møde åbner for spørgsmål og sparring

På baggrund af ønsker fra det lokale erhvervsliv inviterer Business Center Bornholm til et gå-hjem-møde den 3. juni. Her deltager både BOFA og BRK, og der bliver mulighed for at få svar på både forberedte og spontane spørgsmål.

Arrangementet finder sted i BRK’s aula på Snorrebakken og er gratis at deltage i. Efter det officielle program vil der være mulighed for en uformel snak med både tilsynsfolk og BOFA.

Fakta om informationsmødet

Tid: 3. juni 2025, kl. 15.30 til 17.00
Sted: BRK Aula, Snorrebakken 66, Rønne

Programmet indeholder oplæg om tilsynsarbejdet, virksomhedscases og åben spørgerunde med BOFA og BRK.
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Christa Lodahl, erhvervschef hos Business Center Bornholm, tlf. 30 50 21 28, mail: cl@bornholm.biz.