Bornholm har en positiv indflydelse på vores opstart

Storgaard & Vestskov ApS, i håndlavede højkvalitets højttalere.

Storgaard & Vestskov ApS vil ud på verdensmarkedet, men uden at give køb på virksomhedens værdier.

Storgaard & Vestskov ApS satte sidste år strøm til sin nye virksomhed. Bornholm er en god base for det ambitiøse familieforetagende, der vil sælge virkelig god lyd til verden.

Storgaard & Vestskov ApS er en virksomhed med base i Rønne, der specialiserer sig i håndlavede højkvalitets højttalere.
Virksomheden blev etableret i 2023 med de største ambitioner for audiomarkedet. Storgaard & Vestskov ApS har en in-house produktion, hvor de varetager hele processen fra forskning og udvikling til fræsning, lakering og emballering.
Virksomheden lægger stor vægt på kvalitet og håndværk for at sikre, at deres produkter lever op til de højeste standarder på markedet.
Som hjemmehørende på Bornholm, men med hele verden som afsætningsmarked så er virksomheden ikke af en karakter, man ser hver dag.
Marketingmanager Lærke Vestskov fortæller om processen som nystartet, men også erfaringer med at have et lokalt afsæt, der skal række ud til et globalt kvalitetsbevidst marked.

Hvis vi starter bredt, hvad er status for virksomheden her et år efter start?

”Vi har nu tre højtalermodeller i prisklassen 120.000 – 440.000 kroner, og vi lancerede den seneste model i maj. Vi har etableret en forhandler i Sverige og skal deltage i to messer i år: én i Göteborg og én i Warszawa. Målsætningen for messen i Göteborg er at skabe interesse og etablere flere forhandlere i Sverige. Messen i Göteborg fungerer som vores generalprøve til showet i Warszawa, som er en af de mest respekterede messer i verden. Mange brands venter flere år på at få en stand der, så vi føler os meget heldige og privilegerede over at være blevet udvalgt.”

Vi har ikke behov for eller lyst til at blive en stor kommerciel mastodont. Vi vil gerne lave det vi elsker

Lærke Vestskov

Marketingsmanager, Storgaard & Vestskov

Hvordan fik I åbnet den dør?

”Dette blev muligt især takket være en rejse, hvor Kim Storgaard, vores salgschef, tog til Polen for at præsentere vores produkter. Det er en branche, der i høj grad bygger på netværk, hvilket gør den meget lukket og svær at trænge ind i som ny konkurrent. Da Kim kontaktede den ansvarlige for messen i Warszawa, fik vi pladsen, fordi han havde så gode referencer fra de butikker og personer, han havde besøgt i Polen. Uden den tur var vi aldrig blevet udvalgt. Derudover har vi god eksponering på sociale medier, hvor vi forsøger at være autentiske og gennemsigtige, og det ser ud til at virke.”
Hvordan har opstarten som iværksættere været for jer?
”Lærerigt, spændende, frustrerende og givende. Der er mange uforudsete udfordringer undervejs, som man ikke tager højde for på forhånd. Det føles lidt som at flyve et fly, mens man stadig arbejder på at gøre det flyveklar. Dertil er det en anderledes konstellation at være en familievirksomhed på godt og ondt. Det er blandt andet godt fordi jeg får så megen selvbestemmelse, som jeg ellers kun med stor sikkerhed havde fået mange år frem i tiden gennem opnået autoritet, her fik jeg fri vilje og tillid fra dag et. Det er da et privilegium. Det kan derimod være vanskeligt, at værne om det vi er først, en familie. Ikke trække arbejdssnak med hjem til middagsbordet hver dag, samtidig kan tonerne nå andre højder.”

Har Bornholm haft en positiv eller negativ indflydelse i processen?

”Bornholm har haft en positiv indflydelse især i form af sparring. Jørn fra Business Center Bornholm har været en stor hjælp. Bornholm har også haft den fordel, at det har samlet familien. Kim, min onkel og min fars svoger, er flyttet til Bornholm fra Jylland for at gøre denne drøm til virkelighed. For mit vedkommende så afsluttede jeg min kandidat sidste sommer og pendler nu til øen. Min svoger er også en del af projektet on and off, da han er ved at færdiggøre sin uddannelse som maskinmester. Vi er fire centrale familiemedlemmer i virksomheden, og vi har desuden mange gode mennesker, der støtter os bag kulisserne. Vi har produktionen in-house hvilket muliggør en langt større grad af kontrol og kortere arbejdsprocesser i udvikling og levering.”

Er placeringen på Bornholm en udfordring for jer?

”Den største udfordring ved Bornholm er den geografiske placering, der kræver endnu en flyrejse for at besøge os for potentielle kunder, samt noget fragtomkostninger samt længere leveringstider.”
Hvilke markeder ser I på?
”Vi er i teorien åbne for alle markeder, men vi vil helst holde os inden for Europas grænser, da kompleksiteten stiger markant udenfor samt klimaforskelle kan påvirke højtalerne forskelligt. Vi har desuden ikke behov for eller lyst til at blive en stor kommerciel mastodont. Vi vil gerne lave det vi elsker, samtidig med at drive en rentabel virksomhed.”
Hvordan er konkurrencesituationen i branchen?
”Markedet er mættet, når det kommer til antal brands og produkter, hvilket gør det ekstremt svært at komme ind på. Derudover kræver det en betydelig økonomisk stabilitet at kunne klare sig. Tunge investeringer i millionklassen er nødvendige for markedsføring, udvikling, lager, lønninger osv. Vi kan kun gøre dette og samtidig holde virksomheden familieejet på grund af CEO, Casper Vestskov Poulsens økonomiske kunnen og stabilitet, som han har opbygget gennem 25 år.”

Hvis markedet er mættet, hvor ser I så jeres hul i markedet?

”Vores berettigelse i markedet ligger i vores motto: »Sound that Matters.« Dette er kernen i vores identitet og adskiller os fra normen i branchen, hvor design, trends, økonomisk vinding og først derefter lyd prioriteres. Hos os er lydkvaliteten altid førsteprioritet, og alt andet, herunder design, er underordnet dette mål. Vores højtalere er designet med det formål at forstærke lydoplevelsen og ikke blot for at se godt ud.
Det er lyden og ikke det visuelle, det handler om. Vi gør tingene anderledes, og derfor er vores rejse mod at blive etableret i markedet en længere proces, da potentielle kunder skal vænne sig til at vi er her. Her er tålmodighed afgørende.”

Hvilke udfordringer møder I som ukendt aktør?

”Et scenario er, når en kunde træder ind i en high-end audio butik med en bestemt højtalermodel i tankerne fra et meget anerkendt mærke. De har undersøgt alt om denne model og er begejstrede for designet. Ved siden af står vores højtaler, som måske ikke tiltaler dem visuelt i første omgang, samt den er lavet af et mærke de ikke kender, men de giver den en chance og lytter til den. Når de lytter til lyden, indser de, at vores produkt lyder bedre. Men hvad gør de så? Ofte vælger folk stadig den model, de finder mest æstetisk tiltalende, selvom lyden ikke er lige så god. Dette minder om, hvordan mange vælger sko. Det visuelle vinder ofte først, set fra mit kvindelige perspektiv. Derfor er vi også i færd med at undersøge hvilke farvekombinationer vi vil have yderligere for at ramme en større kundeskares designsmag. Dette er mellem kabinet og frontpladerne. Her er in-house produktionsdelen nøglen, da vi derfor kan gøre lige det som passer os.”

Er der et element, der har overrasket jer?

”Vores rejse for at rodfæste os i markedet er længere end hvad vi regnede med. Det er en proces med flere delkomponenter. Vi skal have skabt et navn, brugt en sørens masse penge, og få skabt den tryghed som forbrugerne har brug for. Vi forsøger blandt andet lige nu, hvor vi er så nye, at få nogen google anmeldelser fra dem som faktisk har været forbi enten på messe eller i vores showroom, og sendt vores højtalere til review af anerkendte skribenter i branchen, for at starte rejsen mod større tryghed og kvalitetsvalidering fra andre end os selv.”

Det føles lidt som at flyve et fly, mens man stadig arbejder på at gøre det flyveklar.

Lærke Vestskov

Marketingsmanager, Storgaard & Vestskov

Hvilke tanker har I gjort jer om eksportspørgsmålet?

”Vi skal være internationale bredt set. Vi kan ikke nøjes med at fokusere på Norden, da købekraften simpelthen ikke er stor nok.”

Så hvordan ser fremtiden ud for jer?

”Meget lovende vil jeg mene. Efter messen i Warszawa regner vi med, at tingene vender. Så vil alle vide, hvem Storgaard & Vestskov er, og hvor man kan købe vores produkter.”

AF SØREN SORGENFRI