Tag med til Femern: Bornholmske virksomheder kan hente inspiration til Energiø Bornholm

Pressemeddelelse, 15. april 2026

Hvordan kan lokale virksomheder få del i mulighederne omkring et af Europas største anlægsprojekter? Det spørgsmål sætter en kommende bornholmsk ekskursion til Femern fokus på, når lokale virksomheder inviteres med på en inspirationstur.

Ekskursionen, som arrangeres af Business Center Bornholm, er målrettet bornholmske virksomheder, der ønsker at blive klogere på, hvordan et stort anlægsprojekt ikke kun skaber muligheder for traditionelle entreprenører og håndværksvirksomheder, men også for en lang række andre erhverv.

På Femern har udviklingen vist, at store projekter skaber aktivitet langt bredere, end man måske umiddelbart forestiller sig. Det gælder blandt andet inden for service, detailhandel, logistik, transport, overnatning, restauration, fritid, personlig service, reparation, sundhed, træning og en række andre områder, som understøtter de mange mennesker, der arbejder i og omkring projektet.

”Vi vil gerne inspirere lokale virksomheder til at tænke bredt og se mulighederne i det, der følger med samfundsprojekter i større skala. Det handler ikke kun om store anlægskontrakter og klassiske leverancer, men også om alle de daglige behov, som opstår, når mange mennesker arbejder og opholder sig i et område over længere tid,” lyder det fra senior erhvervskonsulent Jørn Pedersen, som er guide på turen.

Vi vil gerne inspirere lokale virksomheder til at tænke bredt og se mulighederne i det, der følger med samfundsprojekter i større skala. Det handler ikke kun om store anlægskontrakter og klassiske leverancer, men også om alle de daglige behov, som opstår, når mange mennesker arbejder og opholder sig i et område over længere tid.

Jørn Pedersen
Senior erhvervskonsulent, Business Center Bornholm
Vil hente inspiration med hjem til øen

Ekskursionen har til formål at give deltagerne indblik i, hvordan virksomheder og lokale aktører i Femern-området har arbejdet med at omsætte et stort anlægsprojekt til lokal vækst, nye samarbejder og nye kundegrupper. Deltagerne får samtidig konkrete erfaringer, eksempler og løsninger, som også kan være relevante i en bornholmsk sammenhæng.

”Målet er at give bornholmske virksomheder ny inspiration til, hvordan de kan positionere sig i forhold til de muligheder, der kan opstå omkring Energiø Bornholm – både når det gælder nye produkter, samarbejder og adgang til værdikæder, men også i forhold til at forstå de behov, der opstår, når et stort projekt tiltrækker mange aktører,” siger Christa Lodahl, erhvervschef hos Business Center Bornholm.

Vi skal tænke bredt

Ekskursionen henvender sig derfor ikke kun til virksomheder, der allerede ser sig selv som leverandører til store projekter, men også til virksomheder, som måske ikke umiddelbart har tænkt, at sådanne projekter er relevante for dem.

”Vi håber, at turen giver deltagerne det brede blik. En stor arbejdsplads eller en midlertidig ’by’ af medarbejdere skaber efterspørgsel på meget mere end byggematerialer og maskiner. Der opstår også behov for mad, indkøb, transport, overnatning, caféer, fritidstilbud, personlig service og en lang række hverdagsløsninger. Det er den forståelse, vi gerne vil give virksomhederne med hjem”, uddyber Christa Lodahl.

Vi håber, at turen giver deltagerne det brede blik. En stor arbejdsplads eller en midlertidig ’by’ af medarbejdere skaber efterspørgsel på meget mere end byggematerialer og maskiner. Der opstår også behov for mad, indkøb, transport, overnatning, caféer, fritidstilbud, personlig service og en lang række hverdagsløsninger. Det er den forståelse, vi gerne vil give virksomhederne med hjem.

Christa Lodahl
Erhvervschef, Business Center Bornholm
Praktisk information

Turen finder sted onsdag den 22. april og arrangeres som en heldagstur med bustransport tur/retur fra Bornholm med opsamling i både Nexø og Rønne.

Der er et begrænset antal pladser, og tilmeldinger sker efter først til mølle-princippet. Tilmedlingsfrist er fredag den 17. april.

Deltagelse er gratis, men kræver forhåndstilmelding via dette link.

Aktiviteten er en del af Erhvervsfremmeprojektet Baltic Energy Island – Styrkede SMV'er og finansieret af Den Europæiske Union og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Du kan læse mere om erhvervsfyrtårnet her.

For yderligere information eller spørgsmål, kontakt:

Christa Lodahl, erhvervschef hos Business Center Bornholm, tlf. 30 50 21 28, email: cl@bornholm.biz eller senior erhvervskonsulent Jørn Pedersen, tlf. 45 30 32 29 36, email: jp@bornholm.biz.