Energiø Bornholm er en realitet – bornholmske virksomheder er klar
Efter flere års usikkerhed er der nu sat den underskrift, som erhvervslivet på Bornholm længe har ventet på. Danmark og Tyskland har indgået den endelige aftale om Energiø Bornholm, og dermed bevæger verdens første energiø sig nu fra vision til virkelighed.
Energiø Bornholm bliver et centralt knudepunkt i Europas grønne omstilling. For det bornholmske erhvervsliv betyder det nye muligheder for ordrer, samarbejder og langsigtet forretningsudvikling – men også et klart signal om, at tiden til at gøre sig klar er nu.
Optimisme i erhvervslivet
Erhvervschef i Business Center Bornholm, Christa Lodahl, oplever stor begejstring blandt de lokale virksomheder:
“De bornholmske virksomheder ser med optimisme på energiøen og de nye forretningsmuligheder, den skaber i form af nye ordrer, samarbejder og leverancer. Mange er allerede klar til at blive koblet på projektet, mens andre er i gang med at forberede sig. Men der er stadig virksomheder, som med fordel kan blive klogere på, hvor mulighederne er relevante netop for dem. Her står vi klar til at hjælpe – men det er nu, for tiden er inde.”
Energiø Bornholm vil over de kommende år skabe aktivitet inden for en lang række brancher – fra anlæg, byggeri og offshore til service, logistik, detail, indkvartering og fødevarer. Projektet strækker sig over årtier, og for mange virksomheder kan det blive en opgave, der rækker 25–30 år frem i tiden.
Det er nu, virksomhederne skal positionere sig
Selvom selve energiøen først forventes i drift i 2030’erne, begynder arbejdet langt tidligere. Allerede i år og i de kommende år forventes de første udbud og opgaver at komme i spil – både lokalt på Bornholm og i projektets sjællandske dele.
Derfor er det afgørende, at virksomheder ikke venter på, at udbuddene lander på bordet.
“Det handler om at forstå projektets tidslinje, kende sin rolle i værdikæden og gøre sig synlig over for de kommende hovedentreprenører. Samtidig er det afgørende at være klar til at indgå i samarbejder – ofte som underleverandør – når opgaverne skal løses,” siger Christa Lodahl.
“De virksomheder, der kommer tidligt ind i processen, står stærkest, når opgaverne skal fordeles.”
Business Center Bornholm står klar til at hjælpe
Business Center Bornholm står klar til sparring og dialog med virksomheder, der ønsker at blive en del af Energiø Bornholm – uanset om man er langt i processen eller først lige er begyndt. I tæt samarbejde med en række centrale aktører – blandt andet Baltic Energy Island og Offshore Center Bornholm – arbejder vi gennem projektet Baltic Energy Island – Styrkede SMV’er for at sikre, at bornholmske virksomheder får reel del i de muligheder, Energiø Bornholm skaber.
Vi hjælper virksomheder med at forstå projektets rammer, positionere sig strategisk og tage de rigtige skridt på det rigtige tidspunkt.
Der er fortsat mulighed for at deltage i konkrete tilbud, herunder:
-
Individuelle virksomhedforløb, der styrker virksomhedens position i forhold til kommende opgaver
-
Faggrupper i samarbejde med Offshore Center Bornholm, hvor virksomheder kan stå stærkere sammen i forhold til udbud og samarbejder
-
Løbende viden og overblik over tidsplaner, udbud og aktiviteter via RoadmappingBornholm2040.com
“Tilbuddene er fortsat åbne for deltagelse. Virksomheder skal blot tage kontakt, så sørger vi for, at de får mest muligt ud af mulighederne,” siger senior erhvervskonsulent og projektleder i Business Center Bornholm, Jørn Pedersen.
Ønsker du at vide mere om mulighederne i forbindelse med Energiø Bornholm?
Kontakt Senior Erhvervskonsulent Jørn Pedersen, Business Center Bornholm, telefon: +45 30 32 29 36, e-mail: jp@bornholm.biz