Fra bøvl til bedre business:
Skab konkurrencefordele og nye indtægtskilder med en bæredygtig strategi

Den 29. januar inviterer Business Center Bornholm (BCB) til en workshop på Møbelfabrikken med fokus på de spændende forretningsmuligheder, som den grønne omstilling indebærer. Deltag og få konkrete værktøjer til at sikre, at din virksomhed står stærkt på fremtidens marked.
Politisk pres, stigende krav fra kunder og et marked i hastig forandring gør den grønne omstilling mere relevant end nogensinde – også for små og mellemstore virksomheder. Alligevel tøver mange med at tage de første skridt, ofte bremset af begrænsede ressourcer og en usikkerhed om, hvor de skal starte.
Netop den udfordring tager eksperterne Anders Christian Haahr fra Milestone Pro ApS og Niels Lund fra Four Squares ApS op i workshoppen ‘Fremtidens bæredygtige forretningsstrategi’, hvor virksomheder kan få hjælp til en klimabevidst vækstmodel.
Lund uddyber: ”Mange forbinder stadig bæredygtighed med bøvl og byrder, men hvis man kun ser compliance som en pligt, ender det hurtigt som tung administration. Derfor er vores budskab, at man skal prøve at vende tingene på hovedet!”
Haahr supplerer: ”I stedet for kun at se på, hvad man fx kan spare ved at skifte til LED-lys i sin virksomhed, bør man også fokusere på ideer og muligheder for at tjene på den grønne omstilling – desværre er det et perspektiv, der alt for ofte overses.”
Mange forbinder stadig bæredygtighed med bøvl og byrder, men hvis man kun ser compliance som en pligt, ender det hurtigt som tung administration. Derfor er vores budskab, at man skal prøve at vende tingene på hovedet.
Fra idé til handling – en direkte tilgang
Workshoppen dropper de tunge teorier og fokuserer i stedet på praktiske løsninger. Deltagerne bliver introduceret til værktøjer som ’Business Model Canvas’, der hjælper med at strukturere og konceptuere bæredygtige forretningsideer.
”Vi vil sikre, at hver deltager går hjem med mindst én konkret idé, de kan sætte i gang med det samme,” lover Lund. Han understreger, at det netop er denne hands-on tilgang, der gør workshoppen unik.
Erfaringen viser, at virksomheder typisk genererer 10-15 idéer under workshoppen – ofte til deres egen store overraskelse. ”Nøglen er derefter at prioritere de idéer, der både er realistiske og har det største vækstpotentiale,” forklarer Lund.
Et stærkt eksempel på, hvad dette kan føre til, er en virksomhed, der tredoblede sin omsætning ved at gentænke sin tilgang til bæredygtighed. ”Den skabte produkter med længere levetid og indførte nye serviceaftaler, som både reducerede materialeforbrug og spild og fik dermed en ny, stabil indtægtskilde,” fortæller Haahr.
”Og det er kun ét eksempel blandt mange,” fortsætter han. ”Vi har adskillige inspirerende cases, der viser, hvordan små og mellemstore virksomheder kan omsætte bæredygtige idéer til konkrete resultater – altid med udgangspunkt i deres unikke situation og muligheder.”
Bliv en del af noget større
Netværk og vidensdeling er selvfølgelig en bonus ved workshoppen, som giver deltagerne chancen for at opdage nye måder at arbejde med bæredygtighed på i deres virksomheder.
”Selvom det ikke er noget, vi kan planlægge, ser vi gang på gang, hvordan deltagerne finder samarbejdspartnere i hinanden og udvikler fælles løsninger, der styrker både deres egen forretning og hele værdikæden,” forklarer Niels Lund.
Workshoppen tilbyder desuden konkret indsigt i, hvordan virksomheder kan navigere i de stigende krav om bæredygtighed fra både kunder og leverandører.
”Små og mellemstore virksomheder mærker allerede presset fra kunder og samarbejdspartnere, der selv er underlagt krav om grøn omstilling. Samtidig står vi på en planet under massivt pres – jorden har forhøjet blodtryk og kører på steroider. Det er uholdbart,” siger Lund og understreger nødvendigheden af handling.
Hvordan tackler man så både kravene og forretningsmulighederne? ”Det handler om at stille de rigtige spørgsmål,” siger Anders Christian Haahr. ”Hvem er vores kunder? Hvilke nye, bæredygtige produkter eller services skaber værdi for dem? Og hvordan kan vi sikre vækst ved at udvikle og implementere nye forretningskoncepter?”
Deltagerne lærer at trykprøve idéer ved at tage udgangspunkt i kundernes behov og markedets efterspørgsel. Workshoppen går samtidig i dybden med bagvedliggende faktorer som nøglepartnere, ressourcer og aktiviteter, der skal være på plads for at gøre bæredygtige løsninger rentable og skalerbare. Det kan fx være afgørende at finde nye partnere, der kommer med de ekspertiser, som virksomheden selv mangler.
Alt for mange tøver, fordi de tror, de skal have styr på alt fra ESG-rapportering til komplekse strategier, før de kan begynde. I virkeligheden handler det om at starte ét sted og bygge videre derfra
Start småt, men tænk stort!
De to eksperter opfordrer afslutningsvis alle SMV’ere til at tage det første skridt i en grønnere retning, uanset hvor småt det måtte synes. ”Alt for mange tøver, fordi de tror, de skal have styr på alt fra ESG-rapportering til komplekse strategier, før de kan begynde. I virkeligheden handler det om at starte ét sted og bygge videre derfra,” siger Anders Christian Haahr.
Niels Lund anbefaler at starte med et klimaregnskab for at få et klart overblik. ”Men vær opmærksom på ikke at drukne i data,” påpeger han. ”Og hvis processen virker uoverskuelig, så overvej tidligt at tage en ekstern konsulent med på råd – i hvert fald i starten. En god rådgiver kan hjælpe jer med at finde de lavthængende frugter og sætte gang i processen uden at komplicere det unødigt,” tilføjer han.
For virksomheder, der allerede er i gang, handler det om at løfte ambitionsniveauet. ”Proaktivitet er afgørende for at erobre markedsandele,” siger Haahr. ”På Bornholm er vores workshop et oplagt sted at starte. Vi kan ikke løse alt på én dag, men vi skaber de rammer, der får ledelsen til at tænke stort og se muligheder frem for begrænsninger.”
Bæredygtighed er desuden en magnet for talent, så hvis man har udfordring med rekruttering skal man ikke underkende denne faktor. ”Yngre medarbejdere er mere værdidrevne end nogensinde. De spørger: Kan jeg se mig selv her? Kan jeg udvikle mig her? Hvordan bidrager virksomheden til at løse verdens udfordringer? Hvis man vil rekruttere og fastholde topkompetencer, bliver bæredygtighed et must,” understreger Haahr.
AF TINA TOFT MØLLER

Niels Lund (tv):
Niels er en ekspert i at kombinere teknologi, organisation og bæredygtighed for at skabe vækst og innovation. Med en baggrund som økonom fra Aarhus Universitet og over 20 års erfaring som konsulent, direktør og startup-ejer har han gjort en karriere ud af at tænke stort og innovativt. Hans fokus er at levere løsninger, der gør virksomheder klar til fremtiden.
Læs mere på: foursquares.dk
Anders Chr. Haahr (th):
Med over 300 virksomheder på CV’et er Anders en erfaren strateg, der hjælper virksomheder med at udvikle bæredygtige løsninger, der skaber både grønne resultater og sorte tal på bundlinjen. Uddannet civilingeniør fra Aalborg Universitet og med en enkeltfags MBA i organisatorisk læring har han opbygget ekspertise i at koble strategi med handling.
Læs mere på: milestone-pro.dk
Deltag i workshoppen: Fremtidens bæredygtige forretningsstrategi
Workshoppen er for dig, der ønsker at handle proaktivt og fokusere på bæredygtige forretningsstrategier for at sikre, at din virksomhed er godt rustet til at levere både økonomisk, miljømæssig og social værdi.
Dato: 29. januar 2025
Tid: Kl. 08:30 – 14:00 (morgenmad fra kl. 08:00)
Sted: Møbelfabrikken, Gl. Rønnevej 17 A, 3730 Nexø
Arrangør: Business Center Bornholm
Pris: Gratis deltagelse (tilmelding er påkrævet og kan foretages via dette link)
Oplægsholdere: Anders Christian Haahr (Milestone Pro ApS) og Niels Lund (Foursquares ApS). Anders og Niels er erfarne undervisere og proceskonsulenter med praktisk ledererfaring på strategisk og taktisk niveau. De er desuden initiativtagere til konsulentsamarbejdet Circular Impact (circularimpact.dk), hvor konsulenternes forskellige kompetencer og erfaringer komplimenterer hinanden i forskellige virksomhedsprojekter og værdikædesamarbejder.