Fra megaprojekt til lokale opgaver: De bornholmske virksomheder viser stor interesse for Energiø Bornholm

Pressemeddelelse, 3. juni 2026

Omkring 70 deltagere fra det bornholmske erhvervsliv, myndigheder og andre aktører var tirsdag formiddag samlet på Green Solution House til et arrangement, der havde til formål at give en status på, hvor projektet står netop nu. Budskabet var klart: Energiø Bornholm rykker tættere på virkeligheden, og lokale virksomheder er klar til at gribe de opgaver og forretningsmuligheder, der følger med.

Afslutningen på et projekt

Arrangementet Energiøen: Fra megaprojekt til lokale muligheder, arrangeret af Business Center Bornholm og Offshore Center Bornholm, markerede den afsluttende fase af det EU-støttede erhvervsfremmeprojekt Baltic Energy Island – Styrkede SMV’er.

Gennem de seneste tre år har projektet arbejdet målrettet med at ruste bornholmske SMV’er til de muligheder, som Energiø Bornholm og den voksende offshore- og havvindsektor forventes at skabe.

Indsatsen har blandt andet omfattet individuelle virksomhedsforløb, faggrupper, netværksaktiviteter, ekskursionsture og den digitale platform Roadmapping Bornholm, som giver virksomheder overblik over kommende opgaver, udbud og investeringsmuligheder.

Selvom projektet afsluttes ved udgangen af juni, er arbejdet langt fra færdigt. Tværtimod pegede tirsdagens oplæg på, at de kommende år bliver afgørende for, hvordan Bornholm og det bornholmske erhvervsliv formår at omsætte energiøens potentialer til konkrete arbejdspladser, investeringer og lokale leverancer.

– Energiø Bornholm er et projekt med potentiale til at skabe aktivitet og udvikling på Bornholm i mange år frem. Derfor er det afgørende, at virksomhederne er proaktive og løbende orienterer sig om de muligheder, der tegner sig. Dagens store deltagelse viser tydeligt, at interessen er til stede, og at mange virksomheder ønsker at positionere sig til fremtidige opgaver, siger Christa Lodahl, erhvervschef i Business Center Bornholm og tilføjer at Business Center Bornholm nu sammen med virksomhederne samler et overblik over de bornholmske virksomheders kompetencer, som kan komme i spil i forbindelse med projektet.

Energiø Bornholm er et projekt med potentiale til at skabe aktivitet og udvikling på Bornholm i mange år frem. Derfor er det afgørende, at virksomhederne er proaktive og løbende orienterer sig om de muligheder, der tegner sig. Dagens store deltagelse viser tydeligt, at interessen er til stede, og at mange virksomheder ønsker at positionere sig til fremtidige opgaver.

Christa Lodahl
Erhvervschef, Bornholm Business Center
Status fra flere retninger

Dagen bød på oplæg fra en række nøgleaktører med indsigt i både projektets status og de afledte aktiviteter på Bornholm.

Anne Thomas, formand for Miljø- og Erhvervsudvalget i Bornholms Regionskommune, indledte med en beskrivelse af den overordnede vision for Bornholms rolle i udviklingen omkring Energiø Bornholm. Herefter orienterede Annsofie Gundlach, leder af Plan i Bornholms Regionskommune, om arbejdet med lokalplanlægning og etablering af arbejderboliger i Aakirkeby.

Virksomhederne fik desuden indblik i forventningerne til fremtidige trafik- og godsmængder via Rønne Havn, uddannelses- og kompetenceindsatser gennem Campus Bornholm samt nye finansieringsmuligheder præsenteret af Bornholms Erhvervsfond.

Efter pausen gav Energinet, NKT og Siemens Energy en status på deres respektive dele af projektet. Her fik virksomhederne et aktuelt indblik i nuværende tidsplaner og kommende aktiviteter, samt i nogle af de ydelser, leverancer og services, som der forventes at opstå et behov for i løbet af projektperioden.

Fokus på lokale leverancer og kommende opgaver

Gennem projektet Baltic Energy Island – Styrkede SMV’er er der løbende arbejdet med at skabe overblik over kommende udbud, og hvilke typer opgaver der kan forventes at blive efterspurgt i forbindelse med etableringen af energiøens landanlæg og tilhørende aktiviteter. Det var også et centralt tema på tirsdagens arrangement.

– Vi kender endnu ikke alle detaljer om de kommende opgaver eller deres omfang, men vi ved, at forberedelse er afgørende. De virksomheder, der allerede nu melder sig på banen og orienterer sig mod markedet, vil automatisk stå stærkere, når aktiviteterne for alvor tager fart. Det har været en rød tråd gennem Baltic Energy Island-projektet, og det arbejde fortsætter," siger Lone Reppien Thomsen, direktør i Offshore Center Bornholm og projektpartner i Baltic Energy Island – Styrkede SMV’er.

Vi kender endnu ikke alle detaljer om de kommende opgaver eller deres omfang, men vi ved, at forberedelse er afgørende. De virksomheder, der allerede nu melder sig på banen og orienterer sig mod markedet, vil automatisk stå stærkere, når aktiviteterne for alvor tager fart. Det har været en rød tråd gennem Baltic Energy Island-projektet, og det arbejde fortsætter.

Lone Reppien Thomsen
Direktør, Offshore Center Bornholm
Fakta om den strategiske indsats

Arrangementet var en del af den strategiske indsats Baltic Energy Island – Styrkede SMV'er, som siden 2023 har arbejdet for at styrke bornholmske virksomheders muligheder inden for energiø-, offshore- og havvindsektoren. Projektet er gennemført som en del af Erhvervsfyrtårn Bornholm og finansieret af Den Europæiske Union og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Som en af de afsluttende aktiviteter i projektet er der etableret en leverandørliste, hvor virksomheder kan registrere sig. Listen vil blive delt med relevante aktører, hovedleverandører og samarbejdspartnere, der i de kommende år får behov for underleverandører, specialiserede kompetencer og lokale samarbejdspartnere. Virksomheder, der ønsker at blive optaget på listen, kan kontakte Business Center Bornholm for nærmere information.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Lone Reppien Thomsen, direktør, Offshore Center Bornholm, tlf. 31 18 78 18, e-mail: lrt@ocbbornholm.com

Christa Lodahl, erhvervschef, Business Center Bornholm, tlf. 30 50 21 28, mail: cl@bornholm.biz

Jørn Pedersen, senior erhvervskonsulent, Business Center Bornholm, tlf. 30 32 29 36, e-mail: jp@bornholm.biz