Knudepunktet
Østersøen er ved at blive vigtig for havvindenergien i hele regionen, og Bornholm ligger strategisk midt i det hele.
Knudepunktet
Af Jon Albjerg Ravnholt
24. november 2020
Østersøen er ved at blive vigtig for havvindenergien i hele regionen, og Bornholm ligger strategisk midt i det hele. Offshore Center Bornholm har fået skabt et godt ry for øen, og det kan sagtens udmøntes i andre sammenhænge, mener de.
Da en række virksomheder for seks år siden samlede sig i klyngen Offshore Center Bornholm, var det for at blive klar til at løse de opgaver, der ville komme, hvis det lykkedes at få projekter som det, der nu er i gang med havvindmøllerne til Kriegers Flak, til Rønne Havn. Da Lone Reppien Thomsen kom til som projektleder, var én af hendes opgaver at sikre, at der var en direkte linje til alle involverede virksomheder og en vagttelefon, hvor der altid var nogen, der kunne sætte et arbejde i gang, uanset hvilken tid på døgnet det var.
Vi har slået os op på, at vi har den her service, siger hun nu. Hvis Siemens Gamesa eller en af deres underleverandører under arbejdet med at samle havvindmøllerne pludselig får brug for assistance, skal virksomhederne i Offshore Center Bornholm kunne stille med de folk, der skal bruges, inden for kort tid.
Det betyder noget, for tid er en enorm faktor i det her. Men sådan er det ikke altid andre steder. Mange steder går de hjem kl. 15, og så er der lukket. Det er simpelthen et no go i denne sammenhæng.
Piben har fået en anden lyd
Den attitude har givet pote hos de samarbejdspartnere fra offshore-
vindbranchen, der kommer til øen nu.
Da Muehlhan, som står for preassembly på møllerne, kom til øen, hentede vi dem i lufthavnen og gik direkte i møde. Der kunne de møde alle dem, der er med i Offshore Center Bornholm, og de kunne få en liste over, hvad de hver især kan hjælpe med, og hvordan de kan kontaktes døgnet rundt. Det arbejde var de vant til selv at skulle lave, og de var simpelthen så glade for det.
Det kan Søren Andersen, der er leder af Muehlhan A/S offshore-forretningsenhed, bekræfte:
Offshore Center Bornholm havde sat sig ind i, hvad vi skulle bruge, og de har samlet et godt hold, som vi har benyttet os meget af. Man kan mærke, at man på Bornholm er vant til at arbejde 24 timer i døgnet, og at man meget gerne vil hjælpe. Bornholmerne er meget servicemindede i forhold til, hvad vi oplever i andre nye havne.
Vi har vundet meget ved at have forberedt os ordentlig og vist, at vi kan levere det, vi lover, opsummerer Lone Reppien Thomsen.
Det var ikke en selvfølge, at Rønne Havn og Offshore Center Bornholm kunne det. Da Business Magasinet for to år siden interviewede Lone Reppien Thomsen fortalte hun, hvordan de var blevet mødt med skepsis på de første messer for offshore-industrien, de deltog i.
Folk kom hen til os med et skævt smil og spurgte, om vi havde røgede sild med. Det var det, man tænkte om Bornholm, det var en turistdestination, men det er ikke den historie, vi skal fortælle, sagde hun dengang. – Nu har piben fået en anden lyd, konstaterer hun tilfreds, da hun bliver konfronteret med citatet. – I Polen er der et stort politisk ønske om at sætte turbo på den grønne udvikling, så Østersøen bliver et vigtigt sted at få vindenergi fra. Nordsøen er større, ja, men man skal ikke forklejne Østersøen.
Kreative virksomheder
En vigtig brik i den udvikling er det teknologiske fremskridt, der er sket indenfor havvindmølleenergi. I forhold til for bare få år siden er det blevet mere effektivt at få strømmen fra de store møller ude på havet ført ind på land. Det kan få stor betydning for perspektiverne i Østersøen, hvor der ligger flere store markeder i nærheden af Bornholm.
Vi ligger som et fantastisk knudepunkt for at distribuere strøm rundt til nabolandene, siger Lone Reppien Thomsen.
Det er også til dels udgangspunktet for at udpege Bornholm som energiø. Det projekt er Offshore Center Bornholm indtil videre ikke involveret i, men projektlederen påpeger som flere andre, at de erfaringer, de bornholmske virksomheder og institutioner gør sig i forbindelse med det igangværende arbejde, vil kunne trækkes over i det næste projekt.
Vores virksomheder er generelt kreative. Det gør det spændende, for kommer der udfordringer, er de klar til at gribe dem og udvikle løsninger på dem.
Det gode omdømme
Det er de erfaringer, der vil kunne bruges i energiøprojektet, den måde at agere smidigt på. I forhold til fremtidige offshoreprojekter
har borgmester Winni Grosbøll kaldt det igangværende arbejde for en eksamen. For Lone Reppien Thomsen har det lige så meget handlet om at demonstrere, hvad man kan tilbyde på Bornholm.
Når Siemens har været her, ved de, hvad det koster, hvis de senere kommer tilbage. Til den tid kender de omkostningsniveauet, de ved, at der er gode overnatningsmuligheder, de kender serviceniveauet, og de ved, om det hele fungerede, som det skulle. Det er dét, det for Offshore Center Bornholm og de involverede virksomheder handler om at bevise i de kommende måneder. De skal få det til at fungere, så det gode omdømme spreder sig i offshore-vindbranchen. Det sker allerede. I første omgang er de andre for længst holdt op med at spørge om silderøgerier og lakridser på messerne.
En bred palet
Offshore Center Bornholm tæller p.t. 20 bornholmske virksomheder med kompetencer, der spænder fra regnskaber over transport til værkstedsarbejde og en del mere. De deltagende virksomheder er alle indstillet på at stå til rådighed ved akut opståede behov i forbindelse med arbejdet med havvindmøllerne, og de er alle certificerede til at arbejde indenfor de retningslinjer, der gælder i offshore vindindustrien.
• BHS Logistics A/S
• Bornfrost A/S
• Bornholm Airport
• Bornholms Elektromotor ApS
• Brdr. Madsen Motor ApS
• Brødrene Anker Hasle ApS
• Fl. Svendsen VVS ApS
• Fugato A/S
• JF Data Service ApS
• KH Maskinfabrik ApS
• Knudsker El ApS
• Nyboes Auto ApS
• Rønne Havn A/S
• Svaneke Vandrerhjem ApS
• Svaneke-Neksø Bustrafik
• BOFA I/S
• Bornholms Brandforsikring A/S
• Rønne Revison I/S
• Steenbergs Tegnestue ApS
• Danske Bank A/S – Bornholm