Logistikfirma ser frem mod en grønnere fremtid

Mikkel Lund Ørum, BHS Logistics. Arkivfoto: Jacob Jepsen

For BHS Logistics er fremtiden altid en lidt uvis størrelse, da aktivitet inden for logistikbranchen er noget, der kommer rullende i bølger. Og derfor har det været en stor hjælp for dem og lignende virksomheder, at Business Center Bornholm har kunnet træde til med sparring og muligheden for at netværke med andre af øens aktører gennem projektet Klar til Energiø Bornholm.

Perspektiverne i de gigantiske havvindmøller, der inden længe vil komme til at udgøre en markant del af det storstilede projekt med Energiø Bornholm, er tilsvarende gigantiske, men vil også komme til at udgøre en større udfordring. Ikke mindst hvad logistik angår. Der bliver behov for en opskalering, der også skal være miljømæssigt ansvarlig.
Det har sat tandhjulene i gang hos mange af de virksomheder, der kommer til at skulle beskæftige sig med det – herunder Rønne-virksomheden BHS Logistics, hvis 120 fastansatte gerne skulle kunne følge med de massive krav, der ligger og venter i fremtiden. Og ikke kun, hvad angår den rent fysiske del af arbejdet. Der skal også lægges planer for, hvordan man får gjort sin virksomhed mere grøn i driften.

Nu kommer der så for alvor gang i det med vindmøllerne her i juni, så der kommer selvfølgelig også til at skulle flere ansættelser til

Mikkel Lund Ørum

BHS Logistics

Men heldigvis er de bornholmske udfordringer nogen, der lader sig løfte i flok, og derfor har blandt andet BHS Logistics kunnet få en hjælpende hånd til at udvikle deres virksomhed fra Business Center Bornholm, fortæller Mikkel Lund Ørum, der er afdelingsdirektør for den bornholmske gren af virksomheden.
– Vi har fra starten set et stort potentiale for vores virksomhed i forhold til arbejdet med offshore. Og vi har allerede gjort os nogle erfaringer, som vi er glade for at kunne dele med andre, og det har vi fået mulighed for i forbindelse med de workshops, som Business Center Bornholm har stablet på benene i projekt Klar til Energiø Bornholm. Der er altid nye forretningsområder at nå, og det har været en stor hjælp at kunne arbejde sammen med dem, fortæller Mikkel Lund Ørum.

Vigtigt at kunne fortsætte med at være attraktiv

Der er også en del juridisk, der skal være på plads, for at kunne leve op til de krav, der stilles til en moderne virksomhed i logistikbranchen, og også her har man kunnet trække på konsulenterne, som har kunnet give uvildig assistance til blandt andet de certifikater, der er nødvendige for at kunne drive det hele fremad, og som med jævne mellemrum skal fornyes.
– Det er selvklart, at vi også skal og vil være en grøn virksomhed, men som møllerne bliver større, så er der endnu større krav til, hvordan man arbejder fremadrettet. Og vi har jo i sagens natur lange perioder, hvor der ikke foregår så meget, så her har det været rart både at kunne tilegne sig erfaringer i forhold til at komme videre, men også at kunne dele de erfaringer med andre bornholmske virksomheder. Nu kommer der så for alvor gang i det med vindmøllerne her i juni, så der kommer selvfølgelig også til at skulle flere ansættelser til, siger Mikkel Lund Ørum.

Kontinuitet i horisonten

Som bornholmsk virksomhed er det ekstra vigtigt at kunne holde sig attraktiv, for der er hele tiden virksomheder, der kommer til, men også mange virksomheder, der forsvinder igen. Men for Mikkel Lund Ørum er det soleklart, at behovet for at få fragtet ting til og fra Bornholm bliver større, så muligheden for at få mere kontinuitet ind i deres cyklus er noget, han ser meget frem til.
– Vi er den slags virksomhed, der helst ikke vil gå glip af noget, og derfor holder vi os også på tæerne i forhold til alle former for forretningsudvikling. Og når vi taler med eksempelvis vindturbineproducenter, så er det tydeligt, at vi er på vej ind i en virkelig god periode, ikke bare for os, men for Bornholm, så forhåbningen er da, at man ikke har perioder med stilstand. Uanset hvad, så er det vigtigt at mærke, at folk støtter en, og at man kan trække på andre menneskers kompetencer, fortæller han.
For BHS Logistics er det tillige et stort spændingspunkt, hvad man fremover skal bruge som brændstof til at drive vognparken af lastbiler, og derfor er Power-to-X teknologien noget, de ser frem til at udvikle i forhold til, om fremtiden byder på el-lastbiler eller om det for eksempel bliver brint, der skal være drivkraften mod et grønnere Bornholm.
– Vi stiller hele tiden høje krav til os selv, men at planlægge struktureret fremadrettet i forhold til, hvilke lastbiler, vi skal investere i, kræver også, at vi har nogen at sparre med, og derfor har det været supergodt, at vi har kunnet få så meget feedback til vore tanker om fremtiden og i det hele taget mærke så mange initiativer fra Business Center Bornholm og Jobcentrets side, slutter han.