Genstart Erhverv i Gadeplan

Q & A Projektkoordinator hos Business Center Bornholm, Cindie Dahl Hiorth.

Hvilke erfaringer har I gjort jer med Genstart Erhverv i Gadeplan?

Vi har oplevet, at vores deltagere havde endnu mere brug for personlig sparring og vejledning med fokus på hele virksomheden og også med fokus på den enkelte virksomhedsejer, end vi havde forventet. Her er workshops og inspirationsoplæg ikke det, der får dem til at gå hjem og lave en masse nye tiltag – i stedet sætter de gang i overvejelser, som vi i projektet så har understøttet med vejledning. Vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle fokusere endnu mere på den dimension, og derfor satte vi gang i sidemandsoplæring indenfor udvalgte områder som salg, sociale medier, økonomi og butiksindretning. Her kommer en ekspert inden for området ud til den enkelte virksomhed og vejleder. Det har været utroligt effektivt!

Hvordan ser fremtiden ud for projektet?

Projektet slutter desværre ved udgangen af 2022, og der er på nuværende tidspunkt ikke nogen midler vi kan søge til at fortsætte med fokus på lige denne målgruppe. Vi vil dog ikke give slip på deltagerne, så derfor kommer vi til at arbejde videre med sparrings-sessioner og handleplaner i BCB regi. Desuden har vi oprettet ERFA-grupper, der ligeledes kommer til at køre videre. Det at have et levende handelsliv, med forskellige typer butikker og tilbud, betyder så meget, ikke bare for Bornholm, men for hele landet. Derfor vil det også fremadrettet være utrolig vigtigt at gøre opmærksom på, at denne gruppe virksomheder også skal huskes og understøttes både gennem strategiske satsninger og i vores daglige arbejde i BCB.

GEIG

Hvor stor efterspørgsel har I oplevet?

Vi har oplevet stor efterspørgsel. I selve opstarten, hvor vi havde cirka 60 super-motiverede virksomheder klar til opstart. Derefter løbende og helt til det sidste har vi fået forespørgsler, fordi virksomhedsejerne har hørt fra andre virksomheder, at de har fået meget ud af det.

Cindie Dahl Hiorth

Fakta om Genstart Erhverv i Gadeplan

Begyndte i februar 2021 og afsluttes 31. december 2022. Projektet er et projekt under den Europæiske Socialfond,

finansieret af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Bornholms Regionskommune.

Deltagende virksomheder: Virksomheder med fokus på B2C salg, med fysiske tilstedeværelse. CVR- eller P-nummer på Bornholm og SMV-status. Det vil sige alt fra tøjbutikker til kunsthåndværkere, optikere og restauranter.

Deltagende virksomheder: 96. Afholdte workshops og inspirationsoplæg: 54. Antal sidemandsoplæringer og mikromentor-forløb igangsat: 218.

Reef Burgers i Gartnervangen i Rønne kender vi som spisestedet med gourmetburgere, saftige fritter og lækre hotdogs efter australsk inspiration, men de færreste kunder er bekendt med det hårde arbejde bag lækkerierne. Der skal nemlig mere til end at trylle med råvarer.

’Det har været et super-godt forløb’

Det fortæller Cecilie Louise Statager. ”Jeg kom ind i Genstart Erhverv i Gadeplan forløbet i foråret og var altså ikke med fra start. Det ærgrede mig faktisk lidt, fordi jeg kunne med det samme mærke, at det gav mig noget virkelig godt,” siger hun. Ikke mindst på detaljedelen.

”Når man driver en virksomhed, så er det typisk de små ting, der kan gøre en forskel. Så det var en stor fordel for mig at få modelleret et forløb, der var skræddersyet til mig og ikke sådan et bredt kursus. At få en mikromentor var det, som jeg havde brug for, og jeg blev klogere på mange elementer. Fra ledelse til drift og meget mere. Det var ting, som jeg kendte til i forvejen, men netop fordi det gav mulighed for at se nærmere på detaljer, så gav det noget ekstra.”

Cecilie Louise Statager er ikke i tvivl om hendes overordnede erfaring og effekt af forløbet:

”De er superdygtige i BCB, og alle virksomheder burde have sådanne forløbsmuligheder. Netop fordi det er specialiseret, men også med mulighed for at erfaringsudveksle med andre i samme situation. Det har været enormt givende for mig, og jeg synes, det er trist, at projektet ikke fortsætter.”

Genstart Erhverv i Gadeplan gav en god start

Maries Madvogn på Nexø Havn er en populær foodtruck, men der ligger mere end velsmurte sandwich bag.

Har man slået vejen forbi Nexø Havn i år så har man sikkert set Maries Madvogn. Den knaldrøde madvogn, hvor der med smil på læben serveres god filterkaffe, hjemmebag og friske sandwich.
Det lyder jo meget idyllisk ikke sandt, men at etablere egen virksomhed kræver en vis portion mod. Så for Marie Petersen, der naturligvis er Marie i Maries Madvogn, så har det været en stor hjælp med kyndig sparring på sidelinjen.
Den har hun fået via Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm ved Ebbe Mølsted Møller samt Genstart Erhverv i Gadeplan. 

Hvilke redskaber har forløbet givet dig?

Ebbe var den første ”professionelle”, der hjalp mig i gang med min drøm om at starte en fødevarevirksomhed. Jeg var meget lun på at købe et lokale, hvor jeg sparrede meget med Ebbe om særligt de økonomiske forhold forud for overhovedet at investere i en butik. Ebbe introducerede mig til diverse budgetskabeloner og vigtigheden af, at være forberedt på f.eks. bankmøder – hvilket alt sammen var en meget ny verden for mig. Set i bakspejlet har den sparring været enorm vigtig, da Ebbe guidede mig i hvilke muligheder jeg havde i forhold til min økonomiske situation og hvilken form for investering, der ville give bedst mening for at komme fornuftigt i gang. Sparringen var med til, at jeg startede på et niveau, hvor dels min økonomi kunne følge med, og jeg kunne overskue tingene på egen hånd.

Hvordan har du brugt sparring i udvikling af din forretningsidé til færdigt koncept?

Den hjælp jeg fi k fra Ebbe i min opstart har jeg løbende gennem min tid som selvstændigt kunne gøre gavn af. Heriblandt at kunne lave et driftsbudget og kunne se tingene fra en økonomisk vinkel, når jeg foretager en handel. Ebbe gav mig også gode kommunikative redskaber til, hvordan jeg skal gå ind til et møde med f.eks. min bank, hvor det nogle gange kan være svært som ung at holde fast i egne principper og det man egentlig gerne vil med sin virksomhed.

Ebbe henviste mig også til GEIG (Genstart Erhverv i Gadeplan), hvor jeg fi k en fast mentor tilknyttet, som sideløbende også har hjulpet mig igennem hele min opstart.

Sådan hjælper Erhvervshus Hovedstaden Bornholm

I Erhvervshus Hovedstaden herunder filialen på Bornholm hjælpes hvert år mere end 5000 virksomheder med at vækste og udvikle sig gennem specialiseret vejledning, workshops og program forløb. På Bornholm har Erhvervshuset et meget tæt samarbejde med Business Center Bornholm for at sikre et sammenhængende tilbud, så virksomhederne altid får bragt de rette kompetencer eller erhvervsfremme programmer i spil.

Vores ydelser tilpasses virksomhedernes efterspørgsel og de markedsbetingelser og tendenser, som har mest betydning. Frem mod 2025 er vores indsats særligt fokuseret på at vejlede om og styrke virksomhedernes viden, netværk og investeringer inden for:

  • Digitalisering.
  • Internationalisering.
  • Bæredygtighed.
  • Kvalificeret arbejdskraft.
  • Start-up og iværksætteri.

Har forløbet samlet set været konstruktivt?

Mit forløb med Ebbe har været særdeles brugbart og har været med til, at jeg fi k en rigtig god start med min virksomhed. Ebbes sparring har guidet mig til at starte på et niveau, hvor dels min økonomi kan være med, samt jeg selv har kunnet overskue alt det, det indebærer at have egen virksomhed på egen hånd. Havde det ikke været for min opstartende sparring med Ebbe, tror jeg, at jeg var startet min rejse som selvstændig et sted, hvor forholdene havde været for stor en mundfuld for mig.”

Så er det godt, at Maries Madvogns sandwich er lige til at spise.